Gossipmedier tager sig god tid på nettet

Sladderbladene er knap så hurtige til at møde brugerne på nettet som nyhedsmedierne, viser måling af seks gossipmediers svartider.

Hurtigt møde med brugerne på nettet har tilsyneladende ikke helst så høj prioritet blandt gossipmedierne som nyhedsmedierne, viser en måling af svartiderne på seks gossip-sites, som firmaet Digicure har foretaget.

I snit lå svartiden på 3,68 sekunder - mod et snit på 2,81 sekunder for de regionale nyhedsmedier og 2,89 sekunder for de landsdækkende.

"En høj svartid er problematisk, for sladderbladene er i tæt konkurrence med hinanden på det samme stofområde. Derfor kan læserne hurtigt skifte mellem medierne. Så der er meget at vinde ved at sikre en hurtig svartid," siger direktør i Digicure, Jesper Helbrandt, i en kommentar til målingen.

"Det er påfaldende, at ”billigbladene” Herognu.dk og Kigind.com er hurtigst – og at msn.dk, som jo er født som online medie, er så lang tid om at svare."

Det hører med til historien, at gennemsnittet trækkes voldsomt ned af netop Msn.dk's Starlounge, der har en svartid på mere end syv sekunder og dermed ligger i den absolut tunge ende for svartider. Til sammenligning er den gennemsnitlige svartid for websites på tværs af alle brancher 1,82 sekunder ifølge Digicure.

Når det gælder tilgængelighed, "oppetid", er de kulørte sites med nyt om kendte og kongelige til gengæld ultra stabile med en gennemsnitlig oppetid på 99,96 procent i de knap tyve dage, de seks sites blev målt.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu