Global: FT-journalister strejker over løn

 
MediaWatch

 

FT-journalister strejker
Forsøg ikke at snyde finansjournalister kunne lektien til ledelsen på Financial Times muligvis hedde. I hvert fald har de talstærke medarbejdere ikke accepteret den lønstigning på to pct., som ledelsen lagde op til under overenskomstforhandlingerne, og de vil nu strejke. En tredjedel af de penge, der var sat af til lønstigninger vil ledelsen i stedet bruge som bonusløn eller som middel til at fastholde medarbejdere. Lønudspillet kommer kort efter, at det er blevet offentliggjort, at FT Gruppen har haft en indtægtsstigning på 27 pct. Det skriver det britiske journalistforbund på Nuj.org.uk.

MTG øger lokal tilstedeværelse af TV3
MTG øger antallet af regionale sendinger af TV3-kanalen fra seks til 19 i Sverige. Det samme indhold bliver tilgængeligt på tværs af regionerne. MTG har samtidig kombineret annoncesalget inden for tv, radio og online til såvel nationale, regionale som lokale kunder. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Murdoch: Sunday Sun sælger over tre millioner eksemplarer
Ifølge Rupert Murdoch har Sunday Sun, der kom på gaden for første gang i går, solgt over tre millioner eksemplarer. Først når de officielle oplagstal er klar i midten af april, kan man teste om de tal holder vand. Det skriver Journalism.co.uk.

Spansk dagblad lukker og slukker
Dagbladet Publico lukker efter at dets udgiver Mediapubli er gået konkurs. Sidste udgave udkom søndag. Netavisen Publico.es fortsætter men 130 ud af i alt 160 medarbejdere er fyret. Det skriver Editorsweblog.org.

Reklamekampagnen for forsinket ‘Mad Men’-sæson er klar
En gådefuld spejlrefleks af ‘Mad Mens’ Don Draper og nøgne mannequin-dukker er nogle af ingredienserne i netværket AMC’s forsøg på at minde Mad Men-fans om, at femte sæson nu endelig går i luften 25. marts efter at have været forsinket i over et halvt år på grund af uovernestemmelser i forbindelse med kontrakterne. Det skriver Nytimes.com.

Tysk ugeblad fejrede fødsel af ny royal dreng - som er en pige
“Hurra, ein junge!” lød den glædesstrålende rubrik på et tysk ugeblad om Sveriges kronprinsesses nyfødte søn. Bladet har dog måttet beklage fejltagelsen, for kronprinsesse Victoria har reelt født en datter. “Dette er en katastrofe for mig. Vi kender ikke grunden til, at man har fejlinformeret os. Dette er aldrig sket mig før og i næste udgave kommer vi til at undskylde os på alle tænkelige måder,” siger chefredaktøren for Neue Welt Kai Winckler til det tyske magasin Focus, ifølge Kampanje.com.

Washington Post Company’s indtægter faldt med 22 pct. i Q4
I fjerde faldt nettoindtægterne til 61,7 mio. dollar for Washington Post Company mod 79 mio. dollar på samme tid i 2010. Omsætningen faldt med ti pct. til lidt over en mia. dollar. Der var fald over hele linjen i medieselskabets aktiviteter bortset fra kabel-tv, hvor udviklingen var flad, skriver Nytimes.com, som tilføjer, at resultatet skyldes en del ekstraordinære afskrivninger.

Condé Nast satser på long tail-gevinst med digitaliserede arkiver
Magasinudgiveren Condé Nast i UK regner med, at mange titlers arkiver er blevet digitaliseret inden for de næste fem års tid. Det skal ikke blot ske som pdf-versioner, men via html5, så de er mere søgbare og så eksempelvis enkelte artikler nemmere kan hentes ud af arkiverne. Hearst har også kig på digitaliseringsmulighederne ved blandt andet at sælge tidligere numre af diverse magasiner. Det skriver Paidcontent.org.

Wall Street Journal lukker “Google-hul”
Det koster penge at læse en stor del af artiklerne på Wsj.com, men søger man på dem via Googles ‘First Click Free’-program (FCF), har det været muligt at smyge sig udenom betalingsmuren. Men det lader til, at Wall Street Journal nu har lukket for den mulighed. Ideen bag Googles koncept er, at artiklerne nemmere dukker op i søgeresultatet, hvis den fulde tekst er tilgængelig. Til gengæld bør brugeren få adgang til hele teksten, mener Google, som ønsker at undgå brugernes vrede over, at de ikke kan få gratis adgang til det indhold, søgemaskinen finder frem. Den model er WSJ dog blevet træt af. “Google FCF er en måde at introducere vores indhold til nye læsere og udvide vores publikum,” siger Wall Street Journals kommunikationschef til Searchengineland.com og tilføjer, at antallet af artikler som indgår i programmet er reduceret for at opfordre til betalingsabonnementer.

At linke: Høfligt eller kernen i digi-journalistik?
Selv om det er mindre vigtigt for nyhedsorganisationer at sikre sig scoops, fordi man har dem for sig selv så kortvarigt, er det af afgørende vigtighed at linke til de medier, man bruger som kilde. Det mener Matthew Ingram på Gigaom.com. “Jeg tror, at manglen på at linke får den tillid læserne har til at falde, fordi det antyder (eller prøver at antyde), at den pågældende organisation selvstændigt fik fat på informationen, når den ikke gjorde det,” skriver han på Gigaom.com.

Svensk magasin udspruget af blog nomineret til prisen som‘Bedste nye magasin’
Resumé.se er klar med nomineringerne af forskellige medier til sitets årlige prisuddeling. En af de nominerede er ‘Style by’, som bygger på modebloggerne Elin Klings brand. Trods skepsis i begyndelsen har det nu et oplag på næsten 30.000. Fordelen ved den kendte frontfigur er blandt andet, at markedsføringsudgifterne til magasinet har været minimale. Det skriver Resume.se.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu