Nielsen: Google bør bidrage

Google skal give sit til de indholdsproducenter, søgemaskinen lever af, mener Altinget.dk's chefredaktør Rasmus Nielsen.

Stadigt flere danske annoncekroner forsvinder ud af landet i kraft af Googles voksende andel af det danske marked. Og selvom ingen siger, at de mange millioner ville lande i danske publicistiske medielommer, hvis Google ikke fandtes, så bør en spiller som Google bidrage til den fødekæde, søgemaskinegigantens forretning bygger på. Det mener chefredaktør og ejer af Altinget.dk, Rasmus Nielsen, der i et høringssvar til kulturministeriet har bragt tanken om en dansk Google-afgift på banen i forbindelse med den kommende omlægning af mediestøtte.

"På mange måder er Google en indholdsnasser, for de producerer ikke selv indhold, men tjener en masse penge på indhold, som andre producerer. Så kan man sige, at Google til gengæld skaber trafik, men det har vi f.eks. på Altinget.dk hverken bedt om eller brug for, fordi vi er et abonnementsbaseret medie," siger Rasmus Nielsen.

God forretning for DK
Han forestiller sig en Google-told/afgift, der er reguleret af, hvor meget trafik, sitet har fra danske brugere. For lige som forbruget af mange andre ressourcer af samfundsbetydning reguleres i kraft af skatter og afgifter, så bør Googles trækken på danske indholdsressourcer også afgifts-belægges.

"Rent teknisk bør det nemt kunne lade sig gøre. Tele-selskaber og internetudbydere kunne stå for målingen af trafikken til Google, og selv hvis det koster et tocifret millionbeløb at etablere, vil det stadig være en god forretning for Danmark," siger Rasmus Nielsen, der ikke tilhører den del af internet-folket, der ser regulering af nettet som et onde.

"Vores samfund bygger på regulering, og jeg mener også, at internettet bør reguleres," siger Rasmus Nielsen.

Slå tonen an
Medie-iværksætteren ser umiddelbart ser Google som den værste af de internationale trafik- og annonceknudepunkter, fordi Googles omsætning bygger på indhold, som andre har skabt, mens Facebook og YouTube i højere grad stiller en platform til rådighed, som andre kan lægge indhold på efter ønske og behov.

Selvom problematikken i høj grad er tværnational og derfor også bør angribes på EU-plan - og selvom Rasmus Nielsen ikke forventer noget gennembrud på den korte bane, så handler hans forslag om at slå tonen og ideen an nu.

"Nu runder vi fasen med Dyremose-udvalget af og så mener jeg, det er passende også at kigge lidt ud i fremtiden, og det her er et af de største problemer, vi står over for."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu