Global: Årets US-topnyhed er ‘økonomi’

Emnet økonomi var årets største nyhedshistorie i USA, Googles 5 mobile trends, papiravis køber net-avis og individuelle Twitter-beskeder spredes mere end mediers...
MediaWatch

 

Økonomi topper nyheds-listen
Dækningen af den skrantende amerikanske økonomi sprang op på en førsteplads over de største nyhedshistorier i år i USA, ifølge ‘The Year in News’ fra Pew Research Center's Project for Excellence in Journalism. Rapporten bygger på analyser af 46.000 nyhedshistorier i 52 forskellige traditionelle nyhedsorganisationer fra fem store mediegrupper som dagblade, onlinenyhedssites, tv, radio og sociale medier. I hele året optog økonomi 20 pct. af de dele af dagblade, online, tv og radionyheder som indgik i undersøgelsen. I 2010 optog økonomi kun 14 pct. af tiden i de undersøgte nyheder.

Papiravis køber net-avis
Nyhedssitet Rue89.fr i Frankrig bliver en del af gruppen Nouvel Observateur, der blandt andet udgiver det ugentlige magasin Le Nouvel Observateur. Købsprisen er ikke blevet afsløret. Rue89.fr er startet af tidligere journalister på Libération, som et forsøg på at lave et alternativt nyhedssite uafhængigt af papir, og trods opkøbet skal det fortsætte sin selvstændige linje. Stifteren af sitet, Pierre Haski, siger ifølge Lemonde.fr, at det var kommet ind i en ond cirkel, hvor der ikke var kapital til at udvikle sitet, som ligger i hård konkurrence med flere andre rene net-aviser, som er opstået i Frankrig i de senere år. Sitet har 25 fuldtidsansatte. Alt indhold er gratis, og sitet har cirka to millioner unikke besøgende per måned.

SBS Radio på opkøb i Norge
SBS Radio Norge har overtaget en lokalradiokoncession Radio Metro i Bergen. Medietilsynet har godkendt overtagelsen, skriver Kampanje.com. Ifølge SBS Radio skal opkøbet styrke den eksisterende kanal Radio 1 Hits i Bergen. SBS Radio har i forvejen kanaler som Radio Norge, Radio 1 Hits og The Voice.

Aftonbladet giver klassisk annonce nyt liv
“Pappa skal bare köpa tidningen...” lyder det i en klassisk egenreklame for avisen Aftonbladet, som spiller på, at ‘pappa’ vil benytte lejligheden til at komme ud af huset. Pay-off’et lyder nemlig: Payoffen lyder ”Vi har gett pappor alibi sedan 1830”, skriver Resume.se.

Youtube er populær rekrutteringskanal
Medieselskabet Svenska Media er det seneste i en række, som har rekrutteret nye medarbejdere ved hjælp af videoklip fra arbejdspladsen og med cheferne i sociale medier som Youtube, skriver Dagensmedia.se.

Anders And som app
Egmont-selskabet Egmont Kärnan i Sverige har lanceret en ‘Kalle Anka’-app til Iphone og Ipad, den skal indeholde nye og klassiske serier, skriver Resume.se.

“Personlige” Twitter-beskeder spredes mere end medie-tweets
En analyse af Twitter-beskeder om dele af det arabiske forår viser, at dem der kommer fra individuelle, personlige Twitter-konti fik et større publikum, end beskeder fra medieorganisationer.
I oprørene i Egypten og Tunesien, tilhørte 70 pct. af kontiene som tweetede om de emner individer, mens 30 pct. tilhørte organisationer. Medieorganisationer får i gennemsnit, ifølge undersøgelsen, 16 svar, mens individuelle journalister i snit får 22 svar på deres tweets. Det skriver Thenextweb.com.

Superbowl topper tv-hitliste i USA
Med 111 millioner seere blev årets Super Bowl den mest sete enkeltstående tv-udsendelse i USA, viser en undersøgelse fra Nielsen. Det er samtidig det mest sete program nogensinde. Når det gælder primetime-programmer er man også i USA fortsat vild med talentshows. En af programmerne i American Idol på FOX topper listen for femte sæson i træk med næsten 24 millioner seere.

Googles 5 mobile trends
Smartphones bliver i endnu højere grad allemandseje til næste år, og de ændrer måden vi shopper på, søger informationer på og meget andet, skriver Google i sin status over mobile trends.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu