Webtrafik: Egmont Magasiner på banen

Blandt de 30 største danske udgivere online var magasinhusene i oktober blandt dem, der havde mest vækst.

Magasinhusene Aller, Bonnier og Egmont har ikke været blandt de digitale frontløbere i medielandskabet, men skiller sig i brugertallene for oktober ud som nogle af de udgivere, der tiltrak flest nye venner.

Mest markant er udviklingen for Egmont Magasiner, der er gået fra en placering som nr. 50 i oktober sidste år på FDIM's udgiverliste til en placering som nr. 29 - med en fordobling af antallet af brugere fra 153.726 til 306.814.

Det største magasinhus online, Aller Media, fik en vækst på 10 pct. i oktober i forhold til sidste år og er ved at bide sig godt fast i top 10 blandt udgiverne med brugertal på den gode side af millionen.

Bonnier Publications kan kun fremvise knap det halve antal brugere, men er stadig det næststørste magasinhus på nettet (målt i antal brugere) og  fik også en pæn vækst i oktober på 13 pct. fra 406.422 brugere til 459.872 brugere. Til gengæld gik det ned ad bakke for Bonnier-ejede Benjamin Media, der tabte 12 pct. af brugerne eller godt 36.000 og rykker en plads tilbage på udgiverlisten fra 33 til 34.

Gyldendal A/S hører også til blandt de spillere, der begynder at fylde mere online - forlaget er med en vækst på 29 pct. sprunget fra en 25. plads til en 18. plads fra oktober til oktober.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu