Ingeniøren står til omsætningstab på 10 mio. kr.

Mediehuset Ingeniøren skal formentlig skære 10 mio. kr. af næste års budget - ejeren IDA vil spare på samhandlen med mediehuset.

Mediehuset Ingeniøren A/S har udsigt til markant omsætningsfald næste år i størrelsesordenen ti mio. kroner, fordi ejeren, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), vil reducere sine indkøb i mediehuset. 

"Vi bliver nødt til straks at forholde os til, at den økonomiske situation bliver en anden," siger Mediehuset Ingeniørens adm. direktør, Arne R. Steinmark (foto), til ing.dk.

Begrundelsen fra IDA er rent økonomisk - Mediehuset Ingeniøren er i løbet af de seneste par år blevet til en udgiftspost for IDA på 26 mio. kr. Tidligere fik fagforeningen en del af pengene retur i form af det overskud, mediehuset gav, men overskuddet er reduceret til ingenting i krisens år. Samtidig står IDA til at skulle betale moms af portoudgifterne til distribution af Ingeniøren til medlemmerne - en merudgift på 7,6 mio. kr. næste år.

"Ingeniøren skaber identitet og synlighed på vores fag, men som ansvarlig forening må vi gøre op, om det er det beløb værd. Det er jo medlemmernes penge," siger Frida Frost, formand for IDA.

 

Med i overvejelserne har også været at satse mere på digitale udgivelser for at spare på distributionen, men annonceindtægterne ligger stadig i printudgivelsen, pointerer Arne R. Steinmark:

"Der findes ingen forretningsmodel, der understøtter digital udsendelse af nyhedsmagasinet til alle ingeniører i en journalistisk kvalitet, som vi kender den. Ingeniøren er bygget op over 120 år til den position og anseelse, som mediet har i dag. Går vi på kompromis her, mister vi vores eksistensberettigelse. Jeg vil vende hver en sten for at fastholde den kvalitet, som vi har fået bygget op siden 1892," siger Arne Steinmark.

Ingeniøren har et læsertal på 166.000 (Gallup, 1. halvår 2011) - en stigning på 16.000 fra 1. halvår 2010.

Mediehuset er en af de virksomheder, der kan blive hårdt ramt, hvis den nye mediestøtteordning, der skal vedtages næste år, baseres på det såkaldte ejerskabskriterium. Bliver det indført mister Ingeniøren 4,1 mio. kr. i støtte årligt - bliver det omvendt droppet kan man se frem til en en halv mio. mere i støtte årligt.

IDA og Ingeniørens bestyrelse mødes første gang til forhandlinger den 21. december. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu