Danskere bruger 30 pct. af smartphone-tid på nyheder

Smartphones må endnu betragtes som en sekundær, supplerende medieplatform, men potentialet er absolut til at få øje på for medierne, afslører friske brugerdata om smartphone-vaner fra april 2011, foretaget af analysevirksomheden Wilke.

De knap 1,5 millioner smartphones i Danmark bliver rent faktisk anvendt til, hvad der kan kaldes "rigtigt" medieforbrug, såsom at læse artikler, overskrifter, lytte til musik, lytte til radio og se videoer.

Per Fanefjord Laursen

Smartphones må endnu betragtes som en sekundær, supplerende medieplatform, men potentialet er absolut til at få øje på for medierne, afslører friske brugerdata om smartphone-vaner fra april 2011, foretaget af analysevirksomheden Wilke.

De knap 1,5 millioner smartphones i Danmark bliver rent faktisk anvendt til, hvad der kan kaldes "rigtigt" medieforbrug, såsom at læse artikler, overskrifter, lytte til musik, lytte til radio og se videoer.

”Forbruget af nyheder spiller en ganske stor rolle med næsten 30 procent af al web-browsning, men også sport og finans følger godt med,” siger Simon Svegaard, Head of Mobile i Wilke Mobile Life, der har målt danskernes brug af smartphones siden starten af 2011.

Mediebrug udgør 43 procent
Det er første gang, at det danske mediemarked kan anskue brugervaner på smartphone fordelt på "share", og de data afslører, at mobilen fortsat "blot" er en mobiltelefon i knap 50 procent af tiden.

”Vores data viser, at browsing, underholdning, social networking og multimedia-brug samlet set udgør 43 procent af det danske smartphone-forbrug, mens 24 procent bliver brugt til samtale og 25 procent til sms,” siger han.

Fem procent ser video på smartphonen hver uge, mens 20 procent lytter til musik.

Hvordan tolker du din nye viden om den relativ nye medieplatform - set med både medie og kommercielle øjne?

”Først og fremmest er det slående, hvor integreret smartphonen bliver i vores liv. Det er hele paletten som bruges – tale, messaging, browsing, kamera, kalender og e-mail. Det er den samlede oplevelse, som driver væksten for dette værktøj – ikke én enkelt killer app. Det er netop kernen i de forventninger, der ligger til væksten af smartphones,” siger han.

Smartphones tager føringen
Ifølge Simon Svegaard vil flere danskere benytte smartphones end traditionelle mobiltelefoner ved udgangen af 2011. Og inden udgangen af 2011 vil man kunne benytte den til mobil-betaling, spår han, og uddyber den kommercielle side:

”For annoncører er det afgørende at forstå det nye medies instrumentalitet, som f.eks. mediets evne til at samspille med forbrugerne i både tid og sted. Med QR-koder kan man f.eks. involvere brugerne og deres netværk. Med lokationsbaserede tjenester kan man målrette sin kommunikation til en given situation og med augmented reality kan man tilføje virkeligheden en ekstra dimension. Endelig er multitasking i samspil med mere traditionelle medier oplagt – f.eks. så vi øget smartphone aktivitet under Champions League semifinalerne i april.”

Fakta: Om brugerdata fra Wilke Mobile Life
Wilke Mobile Life har et panel af smartphone-brugere (i april med 519 deltagere), hvor man i stil med Gallups tv-meter, måler deltagernes reelle smartphone-adfærd. Via en tracking-applikation registreres minut for minut, hvad smartphonen bruges til.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu