Aidonline holder krisemøde

I eftermiddag holder Aidonline møde med de humanitære organisationer. Det sker efter at to af de største organisationer har trukket sig fra samarbejdet.
Tine Brødegaard Hansen

Ifølge MediaWatch oplysninger er Aidonline ved at sammenkalde de humanitære organisationer, de samarbejder med, som en reaktion på at både Kræftens Bekæmpelse og Røde Kors har trukket sig fra samarbejdet.

Aidonlines formål er umiddelbart nobelt: surf og giv penge til velgørenhed. Men midlet har gjort Aidonline til internetmediernes erklærede fjende.

For installerer man Aidonlines program på sin computer, kan man udskifte de almindelige annoncørers bannerannoncer med annoncer der støtter de, i begyndelsen, 12 humanitære organisationer, som Aidonline gik i partnerskab med. Dermed mister internetmedierne annonceindtægter.

Men nu kan ideen være ved at falde fra hinanden. Det sker selvom flere af organisationerne ifølge MediaWatch oplysninger ikke engang har sendt tilbuddet om at installere Aidonlines program ud til sine medlemmer endnu. I onsdags forlød det ellers, at en million e-mails ville blive sendt afsted samme dag.

Initiativet har ramt en øm forretningsmodel hos medierne, og den slags fikse ideer har en stort set samlet branche fra bold.dk til Berlingske Tidende sat sig for at skyde ned. Også Digitale Publicister og FDIM har raslet med sablerne. Så vel markedsføringslovens § 1, ophavsretten og god moral er med stor sandsynlighed overtrådt, hvis man spørger medierne.

Spørger man i Røde Kors og hos Kræftens Bekæmpelse skyldes deres udmelding om at trække sig ikke, at de ikke tror på Aidonlines projekt, men at de har oplevet en medieverden, der har stået sammen om at sende en klar besked: Træk jer, eller det bliver værst for jer selv.

Eller med fundraising-chef i Røde Kors, Kenneth Øhrbergs ord:

"Det pres vi har oplevet fra vores faste samarbejdspartnere inden for medieverdenen om at opgive samarbejdet med Aidonline, ville gøre det svært at løse vores opgave fremover, hvis ikke vi trækker os."

Teknikaliteter, lovens ord, mediepres og moral til side gør marketingchef i Kræftens Bekæmpelse Poul Møller regnskabet op:

"Badwill er følelsesmæssigt, ikke rationelt. I debatten bliver vi beskyldt for en masse ting, og det kan vi ikke tåle som organisation."

Spørgsmålet er, om de resterende ti organisationer vil nå til samme konklusion, eller om Aidonline har noget oppe i ærmet, der kan redde projektet, som indtil videre har eksisteret i under en uge med de nuværende samarbejdspartnere.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Aidonline.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu