Aviser: Onlineannoncer overhaler papir i 2010

Balancen mellem annonceindtægter på print og på web tipper i 2010, det regner Ekstra Bladets Poul Madsen og Berlingske Tidendes Lisbeth Knudsen med.
Tine Brødegaard Hansen

Balancen mellem annonceindtægter på print og på web tipper i 2010, det regner Ekstra Bladets Poul Madsen og Berlingske Tidendes Lisbeth Knudsen med.

Tøger Seidenfaden, chefredaktør Politiken, og Jørn Mikkelsen, chefredaktør Jyllands-Posten anslår, at der vil gå henholdsvis "nogle år" og "tre år" før det sker. Bortset fra Poul Madsen, tager alle chefredaktører dog visse forbehold.

Chefredaktørerne er ikke alene om at være lidt forsigtige med udmeldingerne. Også hos mediebureauerne finder man det svært at give et konkret bud på, hvornår aviserne vil tjene flere penge på online end på print.

Poul Madsen, Ekstra Bladet:
"Vores forventninger til annonceindtægterne for net og papir er uændret, at vi vil tjene lige meget på de to ting senest ved udgangen af 2009, derefter vil online overstige print. Hvor meget vi forventer at tjene er en forretningshemmelighed."

Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende:
"Vi oplyser ikke detaljer om opsplitning af vores annoncesalg i print og online. Jeg tror balancen mellem print og web tipper i 2010 til fordel for webben. Det er et kompliceret spørgsmål idet Berlingske har valgt en vertikalstrategi, der f.eks. betyder at al sport i sommer blev trukket ud af Berlingske.dk og lagt over på Sporten.dk. Det bliver næppe det sidste vertikalinitiativ. Derfor skal man for Berlingskes vedkommende tage en helhedsbetragtning på vores forskellige sites."

Tøger Seidenfaden, Politiken:
"Det går hurtigt, men der går nogle år. En mere præcis prognose savner mening, fordi der ingen erfaring er for, hvordan de generelle konjunkturer påvirker væksten på et nyt marked, hvor det ellers er nemt at lave positive fremskrivninger"

Jørn Mikkelsen, Jyllands-Posten:
"Inden for tre år vil Jyllands-Postens samlede overskud for netaktiviteterne være større end for papiravisen."

Det danske internetmarked nærmer sig tre mia. i årsomsætning og kan allerede i 2008 overstige printmarkedet, hvis printavisernes negative annoncetrend fortsætter i andet halvår af 2008, men ser man udelukkende på avisernes online-annoncer versus printannoncer går udviklingen langsommere.

Hvis afstanden mellem annoncer på papir og online bliver mindre som følge af oplags- og læsertallenes fortsatte styrtdyk, er det ikke nødvendigvis en positiv nyhed, den dag onlineannoncerne tjener flest penge til avishusene, med mindre de formår at øge deres netposition markant.

Men ifølge FDIM har avisernes netudgaver slået sig fast i annoncørernes bevidsthed. Det har ikke alene resulteret i flere annoncepladser, men også i prisstigninger der ifølge Christian Peytz tegner sig for to tredjedele af væksten på bannerområdet, skriver Børsen.

Adm. direktør for Dansk Annoncørforening, Otto B. Christiansen, mener dog at 2010 er et meget optimistisk bud på, hvornår balancen fra annonceindtægterne vil tippe.

Claes Braagaard, trading director i OMD, er heller ikke i tvivl om at balancen vil tippe, men langt fra sikker på, om det sker allerede i 2010.

"Udviklingen går fra print til online og det kan ske på Eb.dk i 2010, det er et populært site med mange eksponeringer. Politiken.dk er også sandsynlig i 2010, da de er dem med den mindst annonceomsætning på avisen og derfor hurtigere kan nå det."

Jyllands-Postens og Berlingske Tidendes erhvervssites er stærke, hvilket gavner avisernes onlineindtægter tilføjer Claus Braagaard, men hos gratisaviserne vil annonceindtægterne aldrig blive højere på nettet.

"Hos gratisaviserne kommer det aldrig til at ske, ellers skal de i hvert fald gøre noget drastisk. Selvom Avisen.dk har Freeway i ryggen, har vi ikke set meget til det endnu. MetroXpress og Urban har heller ikke de mest velfungerende sites, men det er heller ikke der, de skal fokusere deres indsats. De skal få en sund forretning ud af deres trafikaviser."

Claus Braagaard roser aviserne for at have forbedret deres sites, men efterlyser noget fandenivoldskhed.

"Pengene følger effekten, hvis der ikke er nok besøgende eller hvis det er de forkerte, set med kommercielle øjne, har annoncørerne ingen gavn af det. Den del af det, er det primært Ekstra Bladet der er lykkes med."

Også hos mediebureauet Carat mærker mediechef for printmedier, Gitta Steffensen, at annoncørernes interesse for de store avisers netudgaver er stigende. Hun anser det for sandsynligt at indtægterne fra online-annoncerne kan være på vej til at overstige print.

"Det er min klare formodning, i hvert fald Eb.dk er godt på vej. I modsætning til printudgaverne, er det på nettet de etablerede aviser, der har fart på," siger Gitta Steffensen mediechef for printmedier i Carat.

"Annoncørernes fokus er i den grad på avisernes netudgaver. Sidste år spurgte de primært til print, nu spørger de også straks til online og de yngre annoncører har allerede vendt sig primært mod online."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu