Nye tal understreger danskeres fravalg af debat på sociale medier

Frygt for negative reaktioner får mange danskere til at holde sig fra debat på sociale medier, viser rapport.
Debatten i kommentarsporene på fx Facebook har en til tider hård tone, og det afholder mange fra at tage del i den. | Foto: Jens B'ttner/AP/Ritzau Scanpix
Debatten i kommentarsporene på fx Facebook har en til tider hård tone, og det afholder mange fra at tage del i den. | Foto: Jens B'ttner/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Knap hver tredje dansker undlader at deltage i den offentlige debat på sociale medier af frygt for at få negative reaktioner.

Det viser en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, skriver Jyllands-Posten.

Det er især frygt for chikane, der får folk til at holde sig væk fra eksempelvis kommentarspor på de sociale medier.

Rapporten viser desuden, at hver tiende dansker i det seneste år har afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat i det fysiske rum på grund af en frygt for negative reaktioner.

Det gælder for eksempel borgermøder eller demonstrationer.

For omkring en tredjedel af dem, der holder sig væk, skyldes det frygt for vold og trusler.

Instituttets undersøgelse har haft til formål at kortlægge vilkårene for ytringsfrihed i Danmark.

Det er sket gennem et spørgeskema, som ifølge instituttet er blevet besvaret af et repræsentativt udsnit af danskerne.

Onsdag er det grundlovsdag, og det er derfor et oplagt tidspunkt til at reflektere over ytringsfriheden, som er en af de rettigheder, der er sikret i Grundloven.

Det siger Louise Holck, direktør hos Institut for Menneskerettigheder, til Ritzau.

”Den offentlige samtale er helt fundamental for vores demokrati. Når der er mange, der udøver selvcensur, så mister vi nogle røster og synspunkter i debatten, og den bliver skævvredet.”

”Det er skidt for samtalen, og det er skidt for demokratiet,” siger Louise Holck.

Det er første gang, at instituttet laver en sådan undersøgelse.

Den viser et øjebliksbillede og siger derfor ikke noget om, hvorvidt flere eller færre end tidligere holder sig væk fra den offentlige debat af frygt for negative reaktioner.

Louise Holck er dog alligevel overbevist om, at problemet er vokset.

”Vi har ikke konkrete tal på det. Men jeg er personligt ikke i tvivl om, at tonen på de sociale medier er blevet hårdere bare gennem de sidste fem år.”

”Der findes ikke nogen hurtig løsning på det her problem. Jeg synes, at rapporten bør give anledning til eftertanke. Vi har alle sammen et ansvar for at sikre gode rammer for den demokratiske samtale.”

Spørgeskemaundersøgelsen er blevet besvaret af 4000 danskere.

Dem, der udøver selvcensur, holder sig særligt fra debatter om religion, flygtninge og udlændinge, viser rapporten.

Rapporten er den seneste i en række af undersøgelser af danskernes fravalg af debatdeltagelse på sociale medier. For omkring et år siden viste en spørgerundersøgelse udført af instituttet Kantar Public på vegne af Amnesty International Danmark, at syv ud af ti danskere afholder sig fra at ytre sig på sociale medier på grund af hadtale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu