Egmont-topchef: Appetit på opkøb er dæmpet efter år med stor modvind

Afmatning i markedet og valutakursfald, der har ædt en stor bid af væksten, var kendetegnende for Egmonts 2023, der også bød på opsigtsvækkende få opkøb. Topchef forventer, modvind fortsætter i 2024.
Foto: Klaus Rudbæk/egmont
Foto: Klaus Rudbæk/egmont

Efter adskillige år på opkøbstogt og dyrkning af nye forretningsmarker blev fokus lagt om i 2023 for at undgå for store mærker i Egmont-koncernens forretning fra blæsten markedet. Det fortæller adm. direktør Steffen Kragh, efter Egmont onsdag eftermiddag offentliggjorde en del af sine regnskabstal for 2023.

De viste, at modvind fra forringet værdi af valutaen i Norge og Sverige, trak gevaldigt ned i omsætningsløftet i den danske mediekoncern, der ellers nærmede sig indfrielsen af mediekoncernens 2025-mål - hvoraf det primære er at løfte omsætningen til 20 mia. kr.

Ikke desto mindre blev det til et omsætningsløft på tre pct., så Egmont forlod 2023 med en toplinje på 17,7 mia. kr. - det højeste i Egmonts historie.

”Det har været et år med fremgang og stærke udgivelser på trods af stor markedsmodvind,” siger adm. direktør Steffen Kragh opsummerende for året, da MediaWatch fanger ham onsdag eftermiddag.

Omsætningen i forretningen målt i lokal valuta steg med 12 pct. Men den tocifrede procentuelle vækst ædes op af, at den norske krone er faldet 13 pct., mens den svenske krone er faldet med syv pct. sidste år.

”Det medfører, at vores omsætning vokser med ”kun” 539 mio. kr. mod tæt på to mia. kr., som den ellers var steget med,” siger Steffen Kragh.

Derudover er driftsresultatet (ebit) steget en anelse med fire pct. til 627 mio. kr. Det er dog stadig omtrent det halve af niveauet i 2021. De sidste to år er mediekoncernens overskud blevet trukket hårdt ned af højere omkostninger til alt fra energi, distribution og tryk og faldende salg i e-commerce-forretningen, hvilket stadig trækker sine spor i regnskabstallene.

”Men sådan er livet. Så når jeg siger, jeg er tilfreds med udviklingen, skal det ses i relation til valutakursfaldet samt i kontekst af, at den store stigning i driftsomkostninger i 2022 er fortsat ind i 2023, ligesom vi har oplevet en global afmatning i efterspørgslen på computerspil, tv og film fra alle de store aktører, vi leverer til,” siger Steffen Kragh.

Alene omkostningerne til trykkeri og papiret, som Egmonts magasindivision Story House Egmont og bogdivision Egmont Books trykker sine udgivelser på, steg med 100 mio. kr. i 2022. De forøgede omkostninger fortsatte på samme niveau i 2023, fortæller han.

Vanskeligt år for TV 2 Norge

Ydermere er det samlede reklamemarked i Norge faldet markant, hvilket også har påvirket TV 2 Norges annoncesalg, ligesom den Egmont-ejede public service-station blev ramt af, at politikerne i Norge fjernede momsfritagelsen for elektroniske nyheder, hvilket medførte ekstra omkostninger for 150 mio. norske kr., oplyser topchefen.

”Det er en af de slags udgifter, som jeg er meget uforstående over for,” siger Steffen Kragh.

”Man har stærke publicistiske medier, men vælger af statsfinansielle årsager at pålægge dem moms i en tid, hvor publicisme og nyheder er særligt vigtige. Det bliver vi ramt af,” siger han.

Det udløste en spareplan for at barbere 400 mio. norske kr. af TV 2 Norges omkostninger i efteråret 2023. Den er tilendebragt, fortæller Steffen Kragh, og topchefen forventer, det vil resultere i et fald i driftsomkostningerne og derfor også en forbedret overskudsgrad for tv-stationen i år.

Den norske stations streamingtjeneste TV 2 Play - der ikke skal forveksles med den danske tjeneste af samme navn - har i årets løb også udvidet sin rækkevidde betragteligt til 1,8 mio. norske husstande mod 1,3 mio. i 2022. Tjenesten blev i slutningen af 2022, efter langvarige forhandlinger og konflikt med distributørerne, gjort tilgængelig i alle basis tv-pakker, hvilket har været en strategisk målsætning for koncernen for at sikre så stor udbredelse som muligt.

”Det er stort set alle norske husstande, som har adgang til Play, hvilket gør, at tjenesten er den største streamingtjeneste i Norge målt på både omsætning og antal kunder,” siger Steffen Kragh.

Det taler ind i den overordnede strategi for Egmont, der de seneste år har været at nå digital landvinding med udbygning af streamingpositioner inden for både tjenesten Play, lydbøger, digitale licenser til undervisningsmateriale og gaming med såkaldte game passes, hvor Egmont i dag har 3,5 mio. brugere om måneden til sine egne computerspil.

Opbremsning i efterspørgslen

Ud over at aktiviteten hos globale computerspilselskaber bremsede op sidste år, blev forventningen om en afmatning i investeringsiveren fra internationale broadcastere og streamingtjenester også indfriet.

Der er siden 2022 sket et skifte i de internationale tjenesters forretningsstrategi, hvor der er mere fokus på lønsomhed frem for buldrende vækst, hvilket har resulteret i, at de køber mindre ind hos producenter. Det har også Egmont mærket, bekræfter Steffen Kragh.

”Der er færre nye projekter. Det har ramt hele produktionsmiljøet - ikke kun os, men hele branchen. Vi har også set det i, at der er flere, der er gået konkurs, og mange har skåret ned. Vi kan se, at streamingtjenesterne har skåret ned på antallet af nye serier, ligesom flere indfører reklamer og strammer op i forhold til, hvor mange der kan dele et abonnement,” siger han.

Hos Egmont har det betydet, at der er skåret ned i koncernens produktionsenheder for at tilpasse omkostningerne, at der er færre produktioner. Steffen Kragh forventer ikke, at der vil komme ny vækst i den del af markedet på den korte bane, men er indstillet på, at det nye lavere niveau vil være gældende de kommende år.

”Særligt for Danmark er der også det forhold, at der er en række produktioner, der ikke lander her, fordi stort set alle andre europæiske lande har indført produktionsrabatter for netop at tiltrække produktioner. Det har Danmark ikke, hvilket gør det ekstra udfordrende her.”

Egmont lægger også selv nogle dele af optagelserne til en film uden for de danske grænser af samme årsag, siger han. 

Det er vel også dårlig forretning for jer at producere i Danmark, hvis det kan gøres billigere i fx Sverige og Norge?

”Ja, det er det.”

Opbremsning i opkøbsiver

Kaster man et blik på nyhedsrullen fra Egmont i 2023 adskiller året sig fra de forudgående ved, at der har været væsentligt færre nyheder om opkøb fra mediekoncernen. 

Gennem det seneste årti har Egmont ellers investeret betydeligt i især selskaber inden for e-commerce - et nyt forretningsben, der hører under Story House Egmont - samt spil-virksomheder, der er blevet til en selvstændig enhed under Nordisk Film-divisionen. Men i 2023 er det begrænset med nye tilføjelser.

Steffen Kragh bekræfter, at Egmont har haft et andet fokus i 2023.

”Vi har fokuseret på de virksomheder, vi har og har købt op. Vi har købt enkelte op, men slet ikke som i de tidligere år,” siger han.

Hvad skyldes det?

”Markederne. Al den modvind, vi har haft. Vi har alene investeret i enkelte virksomheder, der supplerede vores eksisterende forretninger. Eksempelvis har vores digitale agency S360 investeret i et agency i London, fordi det passede ind og var nemt at integrere i S360.” 

Modvinden og den overordnede afmatning i efterspørgslen, Egmont ser hos en lang række af sine globale kunder, udpeger topchefen også som den primære udfordring, når han spejder ud i horisonten for 2024.

Forventninger til 2024

Efter to år med markant forøgede omkostninger er der ikke udsigt til, at posten vil blive mindre i 2024, siger Steffen Kragh. Det er bl.a. på den baggrund, at Story House Egmont i Norge gennemførte en sparerunde for at skære 70 mio. norske kr. af omkostningerne i efteråret 2023.

Derudover er der som nævnt gennemført nedskæringsrunder for at nedbringe udgifterne i TV 2 Norge samt i koncernens undervisningsben under Egmont Books.

Ikke desto mindre havde Egmont i gennemsnit 6220 personer ansat i 2023 mod 6200 i 2022, påpeger Steffen Kragh.

”Så vi er ikke blevet færre folk målt på årsgennemsnit.”

Mens der er skåret i de nævnte forretningsben, er der blevet tilført ekstra ressourcer inden for arbejdet med data, teknologi og AI på tværs af Egmont-koncernen.

Hvor lægger I især kræfterne i 2024 i Egmont? Hvor er de største muligheder?

”Vi lægger kræfterne i vores eksisterende forretninger og gør det rimelig ligeligt fordelt,” siger Steffen Kragh.

”Vi fokuserer stadig på de tre megatrends, der har dannet grundlag for vores strategiske fokus de seneste år,” siger Steffen Kragh med henvisning til de tidligere udstukkede pejlemærker om bl.a. at nå en toplinje på 20 mia. kr.

2025-strategi

De tre megatrends kan opsummeres som, at Egmont bygger sine positioner op omkring, at mediekoncernens indhold skal kunne streames, at gamingområdet kommer til at fylde mere, og at e-commerce på lang sigt vil vokse. Dertil kommer øgede investeringer generelt - fra 2021 til 2025 er der udstukket en investeringsramme på omkring 50 mia. kr. i indhold.

Det er knyttet til, at der i begyndelsen af 2022 blev præsenteret en 2025-strategi for Egmont, der tegnede en retning mod en samlet omsætning på 20 mia. kr. – fra en toplinje i 2021 på 11,5 mia. kr. - og et overskud på op imod en milliard.

Udgangspunktet er en fordobling af omsætningen i fem af koncernens digitale forretningsområder: e-commerce, e-bøger, streaming, gaming og digitale bureauer fra daværende niveau.

Adspurgt om det er realistisk at nå en omsætning på 20 mia. kr. i 2025, efter at toplinjen ”kun” blev løftet med 539 mio. kroner til 17,7 mia. kr. i 2023, påpeger topchefen, at det skyldes valutakursfald, at Egmont ikke allerede nu er snublende tæt på at indfri ambitionen. 

”Vi er næsten ved at indfri målene, hvis ikke det var for valutakursen. Det indgik ikke i vores beregninger, da vi satte målene, at der ville ske de udfald i rammevilkårene og valutaen. Så jeg synes, vi er pænt på vej til at indfri det. Vi kommer i hvert fald til at nå det, hvis vi vurderer på baggrund af, at valutakursen er på samme niveau, som da vi udformede 2025-strategien,” siger han.

Nu er direktionen nået til et punkt, hvor den ser på, hvad de næste mål skal være, fortæller Steffen Kragh.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu