Apple og Meta gav brugerdata til hackere

Hackere skal have udgivet sig for at være myndigheder og skal derigennem have snydt techgiganterne til at udlevere data.
Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Zz/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Både Apple og Meta Platforms, ejeren af Facebook, skal i midten af 2021 have udleveret brugerdata til hackere.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til unavngivne kilder.

Hackerne lokkede de følsomme informationer ud af de to it-kæmper ved at udgive sig for at være myndigheder, der sendte dem "akutte dataforespørgsler".

Dataene omfatter brugernes adresser, telefonnumre og IP-adresser. Normalt ville udlevering af den art kræve en dommers godkendelse.

Snap skal ifølge kilderne også have modtaget forespørgslerne om data, men det vides ikke, om selskabet har udleveret noget til hackerne.

Det er en række mindreårige hackere, blandt andet fra England, som mistænkes for at stå bag, herunder medlemmer af gruppen Lapsus$, der tidligere har hacket sig ind hos Microsoft, Samsung og Nvidia.

Apple har indtil videre ikke kommenteret oplysningerne over for Bloomberg News. Det samme gælder for Snaps vedkommende. Meta hverken be- eller afkræfter oplysningerne i en kommentar til mediet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu