Organisationer: Digital nulmoms er "alvorlig mangel" i regeringens medieudspil

Regeringens medieudspil nævner ikke en udvidelse af den digitale nulmoms, som bl.a. magasinhusene, Dansk Erhverv og Dansk Industri har efterlyst siden sidste medieforlig. Regeringen ønsker det ikke, lyder det fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kommentar fra erhvervsorganisationen Grakom er tilføjet under anden mellemrubrik.

Det er en skuffelse og alvorlig mangel, at den digitale nulmoms ikke er en del af regeringens medieudspil.

Sådan lyder reaktionerne fra Dansk Industri samt magasinhuset Egmont efter kulturminister Ane Halsboe-Jørgensens præsentation af regeringens medieudspil torsdag.

"Det er rigtig ærgerligt, at regeringen i sit udspil ikke åbner op for denne vigtige diskussion og indfører en ordning, hvor elektroniske magasiner, der indholdsmæssigt lever op til nulmomsordningens kriterier, kan omfattes af nulmomsordningen," lyder det i en skriftlig kommentar fra Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør i DI Digital.

Ved det seneste medieforlig fra 2018 blev det vedtaget, at nulmomsen også skal gælde digitale nyhedsmedier.

Efterfølgende har der været kritik fra flere organisationer og virksomheder, herunder Dansk Erhverv, af at ordningen virker konkurrenceforvridende over for magasinhusene, som ikke lever op til kriterierne for digital momsfritagelse.

Men regeringen ønsker ikke, at udvide den, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til MediaWatch.

"I forhold til digital nulmoms, så er det ikke nævnt, fordi regeringen ikke mener det (skal med i en medieaftale, red.)," siger Ane Halsboe-Jørgensen efter præsentationen af udspillet torsdag.

Egmont og Grakom: Skuffende

En udvidelse af nulmomsen kunne ifølge Dansk Industri have støttet "vokseværket i magasinpressen" og øget mangfoldigheden i mediebilledet.

"Denne forskelsbehandling er arbitrær og bør ophøre, så der skabes fair konkurrencevilkår på området, og så man ikke begrænser muligheden for at udvikle nye digitale journalistiske og publicistiske tilbud med dansk indhold," siger Rikke Hougaard Zeberg.

Grakom, erhvervsorganisation for kommunikationsindustrien, som bl.a. repræsenterer magasinhuset Aller Media, vil ligesom Dansk Industri opfordre til, at den digitale nulmoms kommer med i den endelige aftale.

"Magasiner, ugeblade og andre mindre medier uden støtte oplever, at de udkonkurreres online af dagblade, der får både mediestøtte og nulmoms. Særligt på fremtidens mediemarked på nettet er det helt afgørende, at medierne får lige vilkår og konkurrence," siger Thomas Torp, adm. direktør for Grakom, som vurderer, at det vil koste ca. 25 mio. kr. at udvide nulmomsen til alle onlinemedier.

Også Egmont ærgrer sig over, at den digitale nulmoms ikke er nævnt i udspillet.

"I dag har nogle digitale medier momsfritagelse – andre ikke, og der bør være fair og lige vilkår for publicistiske medier. Vores magasiner og onlinemedier når to millioner danskere om ugen, som måske ikke alle holder avis. I takt med, at printoplag falder, skal vi kunne udvikle digitale medier, og det er svært, når vi skal kæmpe med techgiganterne om annonceindtægter og i modsætning til andre onlinemedier desuden er pålagt moms," lyder det i en skriflig kommentar fra Egmonts direktør for Public Affairs, Line Aarsland.

"Både Danske Medier, Dansk Erhverv og Dansk Industri har anbefalet at skabe fair og lige vilkår for digitale medier i forhold til momsfritagelse. Der er derfor skuffende, at regeringen ikke nævner denne konkurrenceforvridning med et ord," tilføjer hun.

Ønske fra opposition

Også politisk har der været udtrykt ønske om at udvide den digitale nulmoms.

Tidligere på året lød det fra Venstres medieordfører Jan E. Jørgensen, at hans opbakning til en streamingafgift bl.a. afhænger af, om ønsket om at brede den digitale nulmoms ud kan få opbakning i et kommende medieforlig.

Danske Medier skriver i en kommentar til udspillet, at brancheorganisationen ser et nyt kulturbidrag fra streamingtjenesterne som en "oplagt mulighed" for i samme ombæring at styrke rammevilkår for mediebranchen ved at bruge noget af provenuet til at udvide reglerne om digital nulmoms til at omfatte alle digitale publicistiske medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu