Donald Trump rejser 1 mia. dollar til nyt socialt medie

Selskabet bag Donald Trumps nye sociale mediesatsning, Truth Social, hævder at have fundet opbakning til at rejse omtrent 1 mia. dollar til mediet, der er planlagt til at blive fuldt udgivet i første kvartal 2022.
Donald Trump har sikret sig finansiel opbakning til sit nye sociale medie, Truth Social. | Foto: Christoph Dernbach/AP/Ritzau Scanpix
Donald Trump har sikret sig finansiel opbakning til sit nye sociale medie, Truth Social. | Foto: Christoph Dernbach/AP/Ritzau Scanpix

USA's tidligere præsident Donald Trump hævder at have rejst et milliardbeløb til sit nye sociale medie, Truth Social, der er planlagt til at blive fuldt udgivet i første kvartal 2022, og som i dag har en markedsværdi på 4 mia. dollar.

Ifølge Reuters offentliggjorde selskabet bag Donald Trumps nye sociale mediesatsning, Trump Media & Technology Group Corp, således natten til søndag dansk tid, at man har indgået aftaler om at rejse omkring 1 mia. dollar, ca. 6,6 mia. kr., fra en gruppe af uidentificerede investorer.

Hertil kommer, at Digital World Acquisition, selskabet, der vil bringe Trump Media & Technology Group på børsen i New York, vil skyde yderligere op til 293 mio. dollar i puljen, så Trumps mediesatsning i alt kan nå op på ca. 1,25 mia. dollar.

Hvem en gruppe af uidentificerede investorer er, bliver ikke oplyst, men ifølge Reuters er der tale om private kapitalforvaltere, der ikke umiddelbart udadtil vil associeres med den tidligere præsident.

Udelukket fra Twitter, Facebook og Instagram 

Donald Trump fik permanent suspenderet sin konto på Twitter, få dage efter at hans tilhængere den 6. januar 2021 stormede Kongressen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Det skete af bekymring for, at Trump med sine beskeder ville "opildne" til yderligere vold, lød begrundelsen.

Kort tid inden uroen havde Trump i en tale gentaget sin påstand om, at der var svindel i forbindelse med præsidentvalget.

Inden den permanente udelukkelse havde Twitter spærret Trumps konto i 12 timer, efter at han havde betegnet de personer, der deltog i stormløbet, som "patrioter".

Donald Trump er også midlertidigt udelukket fra at bruge sin profil på Facebook. Han står til at få adgang til den igen i 2023.

Donald Trump løfter sløret for sit nye sociale medie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu