Over det seneste årti har Facebook kæmpet for at blive verdens førende sociale netværk, og i dag er selskabet aktivt i mere end 190 lande med over 2,91 mia. månedlige brugere i tredje kvartal.
Det betyder også, at der findes Facebook-indhold på mere end 160 forskellige sprog.
Ifølge The Japan Times har det også ført til mere skadeligt indhold på selskabets tjenester, men Facebook har - trods kendskab til problemet - ikke haft ansatte nok med de nødvendige sprogkundskaber og kendskab til lokalområdet i en række lande.
Derfor har selskabet ikke i høj nok grad kunne fjerne det uhensigtsmæssige indhold, skriver avisen.
The Japan Times skriver også, at Facebook-ansatte vurderer, at det i lande som Afghanistan, Yemen, Myanmar og Etiopien kan have store konsekvenser og i sidste ende resultere i vold.
Oplysningerne, som The Japan Times er kommet i besiddelse af, stammer fra dokumenter, som whistlebloweren og tidligere produktchef for Facebook Frances Haugen har lækket.