En æra er slut - Ikea dropper kataloget helt efter 70 år
![Foto: Bo Svane/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12612992.ece/ALTERNATES/schema-16_9/20060810-114619-pf-1632x918we.jpg)
Efter 70 år er det fra 2021 slut med at bladre igennem Ikeas årlige katalog.
Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.
Sidste år var det slut med at få sendt kataloget ud med posten, og nu droppes det helt både som fysisk udgave i butikkerne og som onlinekatalog.
"Efter en æra på 70 år har vi besluttet at gå videre i teksten og sige: Nej, vi vil ikke printe kataloget fremadrettet, og vi vil heller ikke lave en digital version," siger Konrad Gruss, administrerende direktør i Inter Ikea Systems, til nyhedsbureauet AFP.
Interessen for kataloget har over de seneste år været faldende, mens Ikea har investeret mere og mere i digitalisering, uddyber Konrad Gruss i pressemeddelelsen.
Han kalder det "en følelsesladet, men meget rationel beslutning".
Beslutningen har været undervejs i flere år. Ifølge Konrad Gruss har coronapandemien muligvis været med at fremskynde beslutningen, der ellers kunne være sket i eksempelvis 2022 eller 2023.
I 2019 steg den svenske møbelgigants onlinesalg med 45 procent på verdensplan, og netop på onlinedelen vil Ikea nu i endnu højere grad fokusere kræfterne.
Ikeas hjemmeside havde i 2019 over fire milliarder besøgende.
Det første Ikea-katalog blev trykt i 285.000 eksemplarer i 1951 på svensk.
Kataloget toppede i 2016, hvor der blev distribueret 200 millioner eksemplarer i 69 forskellige udgaver til 32 lande.
Siden 2000 er kataloget også udkommet i en digital version.
Ikea har tænkt sig at hylde kataloget i efteråret 2021 med en bog, der vil være tilgængelig i butikkerne med boliginspiration og viden.
Der er fem Ikea-butikker i Danmark, hvor den første åbnede i 1969.