Fodboldmedie efter minus i debutår: ”Vi kommer tæt på break-even i 2021”

I sit første regnskabsår tabte Off The Pitch penge og høstede erfaringer. Fodboldmediet har justeret forretningen og den redaktionelle linje på flere punkter og håber at være tæt på balance ved udgangen af næste år, siger direktør og medstifter.
Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
AF NILS-OLE HEGGLAND, FREELANCEJOURNALIST

Det er snart to år siden, at Mads Meisner og Kasper Kronenberg sagde farvel til Børsen og deres poster som virksomhedsredaktør. De ville lancere et nye engelsksproget fodboldmedie med navnet Off The Pitch, og det gik i luften i foråret 2019.

Halvandet år efter lanceringen er status, at første regnskabsår resulterede i et underskud på 3 mio. kr. Mads Meisner, Off The Pitchs medstifter og direktør, gør status på den første levetid for mediet, der beskæftiger sig med den af del fodbold, der foregår uden for kridtstregerne.

"Det var uprøvet land, og vi har fra begyndelsen været meget bevidste om, at det er hårdt arbejde at opbygge et abonnementsbaseret medie. Man skal være tålmodig – ikke mindst når man bevæger sig uden for Danmark. Overordnet følger tallene vores planer, og når man det første leveår får nogle af verdens største fodboldklubber, globale finansielle institutioner samt de største fodboldorganisationer som kunder, gør man et eller andet rigtigt. 2020 vil dog helt sikkert give et nyt tab, men hvis udviklingen fortsætter, kan 2021 blive et rigtigt fint år, hvor vi kommer tæt på breakeven," siger Mads Meisner.

Trods flere måneders fodboldpause i foråret og forsommeren kommer coronakrisen til at give større afvigelser fra budgetterne, vurderer direktøren, der ligesom medstifteren Kasper Kronenberg har en mangeårig fortid som erhvervsjournalist og redaktør.

"Marts ramte os som en hammer, og april var helt død salgsmæssigt. Det tvang os til at skrue kraftigt ned for vores udgifter til freelancere. Det pressede os, men det lykkedes os at komme fint igennem, og allerede i maj vendte det. Juni var vores bedste måned, og i juli har vi gennemført det største enkeltsalg til en kunde," siger Mads Meisner.

Justeret kurs

Stifterne etablerede Off The Pitch, fordi de mente at kunne se et hul i markedet: Ingen andre medier dækkede på daglig basis fodboldbranchens økonomi. Europæisk fodbold har ellers længe været præget af milliardindtægter fra tv-aftaler, sponsorkontrakter, salg af klubtrøjer og af jævnlige klubopkøb ofte foretaget af rigmænd eller fonde fra Asien, Mellemøsten eller USA.

Journalistduoen har blandet blod med investormakkerparret Morten Bugge og Søren Rump, som med base i Kolding og investeringsselskabet Global Evolution har opbygget en trecifret millionformue. Bugge og Rump ejer tilsammen 49 pct. af Off The Pitch ApS. og har desuden lånt medievirksomheden foreløbig omkring 8 mio. kr. Fodboldmediet har ifølge Mads Meisner yderligere en låneret, som parterne dog ikke vil sætte tal på.

Siden lanceringen for knap halvandet år siden har Off The Pitch justeret kursen flere gange både redaktionelt og kommercielt. En af de første justeringer var at vinke farvel til fodboldfans som potentielle abonnenter.

"Vi havde regnet med, at der lå et lille marked for os her, men reelt er langt de fleste fans kun interesserede i nyheder – og masser af dem – om deres egen klub. Det passer ikke til vores koncept, og der har heller ikke været økonomi i at sælge abonnementer til fans. Det sikrer samtidig et skarpere redaktionelt fokus, at vi nu kun skriver til erhvervssegmentet," siger Mads Meisner.

England er største marked

Blandt målgrupperne er fodboldklubber i hele verden, sponsorer og forskellige rådgivere såsom revisor- og konsulenthuse, som følger fodboldbranchen. Andre målgrupper er finanshuse og internationale investorer, som har købt klubber eller overvejer at investere i fodbold.

"Omkring 90 pct. af vores indtægter kommer fra England, fordi vi begyndte dér og har haft omfattende dækning af Premier League og til dels Championship (den næstbedste engelske række, red). Vi har også fået godt fat i rådgivere og i investorer især i USA. Fra i år har vi øget dækningen af de øvrige store ligaer i Europa, og vi får måned for måned flere kunder i Kontinentaleuropa," siger Mads Meisner.

Redaktionelt har Off The Pitch fået en freelanceaftale i Spanien på plads og forventer snart at indgå tilsvarende aftaler i Tyskland og Italien, så økonomi og klubber i alle de fire store ligaer bliver dækket.

Samtidig er den redaktionelle dækning justeret, så der i dag er færre artikler.

"Ved lanceringen lagde vi vægt på volumen, fordi vi mente, at det var den bedste måde at sætte et aftryk i markedet på. Men vores undersøgelser har vist, at kunderne foretrækker kvalitet frem for kvantitet, og derfor udgiver vi nu typisk en-to daglige historier med dyb indsigt – suppleret med vores daglige overvågningsservice, hvor vi skanner medierne for de vigtigste nyheder fra fodboldbranchen,” fortæller Off The Pitch-direktøren.

Ekstra forretningsben

Undervejs har fodboldmediet etableret et ekstra forretningsområde i form af en database. Her ligger detaljerede regnskabstal og andre oplysninger tilbage fra 2008 for omkring 160 europæiske klubber.

"Oprindeligt skulle basen være fødekanal til artikler og analyser, men vi fandt ud af, at der også er et marked i at give adgang til vores data. Vi har derfor udviklet et unikt "Club Comparison Tool", der har givet os ret stor opmærksomhed,” siger Mads Meisner.

Off The Pitch er desuden begyndt at få indtægter fra kunder, som bestiller særlige udtræk eller analyser fra databasen.

Omkring 4000 personer modtager det daglige gratis nyhedsbrev fra Off The Pitch, men Mads Meisner er ikke meget for at oplyse konkrete tal om hverken abonnenter eller indtægter. Af mediets hjemmeside fremgår det, at et års abonnement for en enkelt bruger koster 500 britiske pund svarende til cirka 4100 kroner. Skal flere ansatte kunne læse med, falder prisen per bruger.

"Vi er tilfredse med udviklingen, og antallet af abonnenter vokser hele tiden. Vi har endnu ikke mistet nogen kunder, når abonnementer skulle gentegnes – tværtimod har vi kunnet sælge til en højere pris," siger Mads Meisner.

Off The Pitch har i øjeblikket tre fastansatte deriblandt de to stiftere. Dertil kommer en halv snes freelanceskribenter i flere lande og et par studerende, som udfører økonomiske analyser og opdaterer regnskabsdatabasen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu