POV International overtager medie med fokus på den offentlige sektor

Denoffentlige.dk lever videre under fanerne hos POV International, der vil styrke den journalistiske indsats og håber på fornyede aftaler med aktører, der udgiver indhold på mediets platform. (Rettet.)
Foto: Screenshot fra denoffentlige.dk
Foto: Screenshot fra denoffentlige.dk

Rettet kl. 9.45: Det fremgik tidligere, at POV International overtager ejerskabet af Denoffentlige.dk. Det er ikke korrekt. POV International overtager alene driften redaktionelt af mediet.

Denoffentlige.dk drives fra 1. marts af POV International. Det oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse.

Mediet vil fremover hedde POV Denoffentlige og fortsat have fokus på velfærdsstaten og den offentlige sektor herhjemme. Planen er at styrke POV Denoffentliges journalistiske indhold.

POV Denoffentlige vil være uden betalingsmur. Indtægterne skal blandt andet komme fra annoncer og fra såkaldte udgiveraftaler, hvor kommuner, myndigheder, interesseorganisationer og andre interesserede mod betaling får adgang til at publicere indhold på mediets hjemmeside.

"Vi glæder os til det nye samarbejde med POV Denoffentliges udgivere og skribenter. Og ikke mindst til muligheden for at facilitere både den eksisterende, faglige samtale og til at åbne nye kanaler og nå ud til flere borgere og læsere bl.a. via de sociale medier, hvor POV har stor gennemslagskraft," siger Annegrethe Rasmussen, chefredaktør for POV International, i meddelelsen.

POV International og POV Denoffentlige vil være to selvstændige medier, men fælleskabet vil "åbne muligheder for videndeling og debat på tværs af de to medier", lyder det i meddelelsen.

Denoffentlige.dk er ejet af Media Group Denmark, som overtog driften af mediet i januar 2019, efter mediet kort forinden var gået konkurs. Selskabet fortsætter som ejer, mens POV International altså står for driften.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu