Politiken Nichers tredje medie går i luften

Sundhedsvæsenet bliver omdrejningspunktet for det tredje nichemedie under Politiken Nichers faner.
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Medieselskabet Politiken Nicher, der, som navnet antyder, har sit forretningsmæssige fokus på nichejournalistik, søsætter i dag det tredje medie i familien. Det oplyser Politiken Nicher i en pressemeddelelse.

Navnet på det nye medie er Politiken Sundhed. Den nyeste tilføjelse til nicheporteføljen vil beskæftige sig med sundhedsvæsenet og skrive om bl.a. forebyggelse, genoptræning og lægemangel. En del af sløret for det nye medie blev løftet tilbage i maj.

"Det nære sundhedsvæsen står over for enorme udfordringer i de kommende år, hvor der bliver flere ældre og flere kronikere. Samtidig kommer der flere behandlingsmuligheder, og befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet stiger. Det er derfor en vigtig publicistisk opgave at sætte fokus på denne hjørnesten i vores velfærdssamfund," siger Anders Jerking, chefredaktør for Politiken Nicher, i meddelelsen.

Politiken Sundhed vil udkomme med indhold løbende og med et dagligt nyhedsbrev. Mediet bliver abonnementsbaseret. Det samme er de to tidligere lancerede medier hos Politiken Nicher, Politiken Skoleliv og Politiken Byrum. Redaktør for det nye medie er Lasse Lange, og redaktionen består derudover af to journalister.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu