Sri Lanka åbner igen for Facebook og Youtube efter angreb

Sri Lanka indførte forbud mod sociale medier for at forhindre deling af rygter efter påskeangreb 21. april.
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Jewel Samad
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Jewel Samad
AF RITZAU/AP

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, har tirsdag med øjeblikkelig virkning ophævet et forbud mod sociale medier, som blev indført i landet efter et omfattende angreb påskemorgen søndag den 21. april.

Det oplyser regeringen i en udtalelse.

Over 250 mennesker blev dræbt, da fire hoteller og tre kirker blev sprængt i luften i det sydasiatiske land. Heriblandt tre danske børn.

Umiddelbart efter blev der indført et landsdækkende forbud mod sociale medier som Facebook, Youtube og Whatsapp. Det skete for at forhindre deling af rygter og forkerte informationer.

I forbindelse med ophævelsen af forbuddet beder regeringen det srilankanske folk om at "opføre sig på en ansvarlig måde".

Tirsdagens beslutning kommer, dagen efter at lederen af den militante gruppe Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi, angiveligt viste sig i en videooptagelse for første gang i fem år.

I videoen, der blev udgivet af gruppen selv, sagde lederen, at angrebet i Sri Lanka var "en del af en hævn", der venter Vesten.

IS har taget skylden for angrebet i Sri Lanka. På en video optaget umiddelbart inden angrebet sværger en række formodede gerningsmænd desuden troskab til Abu Bakr al-Baghdadi.

Blandt dem er Zahran Hashim, der mistænkes for at være hjernen bag angrebene. Han døde, da han sprængte sig selv i luften på Shangri-La-hotellet i Sri Lankas største by, Colombo.

Det samlede dødstal efter angrebet lyder på 253 dræbte.

Ifølge srilankanske myndigheder er 42 af dem udlændinge. Heriblandt 11 fra Indien, seks fra Storbritannien, fire fra Kina og tre fra Danmark.

/ritzau/AP

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu