Altinget giver nyt medie til unge tre år til breakeven

Forretningsmodellen er ikke endeligt på plads for Altingets nye ungdomsmedie. Chefredaktør giver det tre år til at finde en model, der får økonomien til at løbe rundt.
Jakob Nielsen, ansv. chefredaktør, Altinget. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen/PR/Altinget
Jakob Nielsen, ansv. chefredaktør, Altinget. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen/PR/Altinget

Altingets nye medie henvendt til den yngre målgruppe, Spektrum, skal løbe rundt inden for tre år. Det siger Altingets ansv. chefredaktør, Jakob Nielsen, til Journalisten.

Det er imidlertid uvist, hvordan det nye medie, der er gået i luften for nylig, skal tjene sine penge. Altinget har således ikke lagt sig endeligt fast på en forretningsmodel blandt andet med henvisning til erfaringerne fra JP/Politikens Hus' ungemedie Format, der i april blev lukket efter otte måneders levetid.

"Vi er heldige, at vi har tre år. For det første år er vores mål simpelthen at komme godt i gang, og det vil sige, at vi har fokus på indholdet og på at inddrage brugerne. Derefter kan vi fokusere på at nå ud til flere. Vi har lovet hinanden ikke at se os blinde på kliktal. Man kan se på Format, hvor galt det går, hvis man fra starten lægger sig fast på, at det kun går godt, hvis man når et eller andet antal klik om dagen," siger Jakob Nielsen til Journalisten.

Blandt de indtægtskilder, som Altinget overvejer at basere Spektrum på, er samarbejder med skole og gymnasier, events og annoncer, siger chefredaktøren til Journalisten.

Spektrum har fået fødselshjælp fra Innovationspuljen, der er en del af mediestøtten. Altinget blev sidste år bevilget 2,9 mio. kr. til ungemediet fra puljen. Redaktionen består af to journalister, ligesom mediet har en grafisk designer og en videoklipper tilknyttet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu