Zuckerberg lægger sig fladt ned i EU efter dataskandale

Facebooks topchef går bodsgang over for partiledere i EU-Parlamentet. En undskyldning er ikke nok, siger parlamentsformanden.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS
RITZAU

It-giganten Facebook har ikke haft det fulde overblik over sit ansvar, når det handlede om brugerdata, fake news, og udenlandsk indblanding i politiske valg.

Sådan lyder det fra Facebooks øverste chef tirsdag aften under en høring i EU-Parlamentet.

"Det var en fejltagelse, og det er jeg ked af," siger Mark Zuckerberg i sin åbningstale.

Høringen i parlamentet skal afdække, hvordan det kunne ske, at 2,7 millioner europæeres data ulovligt er blevet delt med det britiske analyseselskab Cambridge Analytica.

Skandalen har ifølge Facebooks egne beregninger påvirket i alt 87 millioner brugere på verdensplan.

Men der skal mere til end en undskyldning.

Nu skal der handles, lyder det fra formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani.

"Mr. Zuckerbergs undskyldning er ikke nok, og vi vil følge op på, hvad han lover," siger Antonio Tajani.

Den 34-årige amerikaner lover blandt andet en øget sikkerhedsindsats på området, som skal undgå en dataskandale i fremtiden.

"Vi fordobler antallet af mennesker, der arbejder med sikkerhed i vores virksomhed, til mere end 20.000 inden udgangen af dette år," siger Mark Zuckerberg.

Derudover skal det fremover være lettere for brugerne at se, hvem afsenderen af reklamer og information er, og hvorfor netop det er målrettet til dem.

Det er en teknologi, der ifølge Zuckerberg bliver testet i Canada og forventes at blive lanceret verden over til sommer.

Det skal sætte en stopper for spredningen af misinformation og undgå udenlandsk indblanding i valg.

"I 2016 var vi for langsomme til at identificere russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg."

"Vi har ikke været forberedt på den slags koordineret misinformation, som vi nu har kendskab til," siger Facebook-chefen.

I talen lægger Mark Zuckerberg ligeledes vægt på, at Facebook værdsætter de samme værdier som EU, og Europa af denne grund er yderst vigtig for virksomheden.

Han peger på værdier som vigtigheden af menneskerettigheder, fællesskab og en kærlighed for teknologi med alt det potentiale, som det indebærer.

Af denne grund skal der inden udgangen af dette år ansættes yderligere 10.000 i de europæiske lande.

Facebook har allerede et forskningslaboratorie i Paris, der arbejder med kunstig intelligens. Derudover ventes datacentre i Sverige, Irland og Danmark at åbne i 2020.

Mark Zuckerbergs besøg i Bruxelles er en del af en større rundrejse i Europa.

It-gigantens øverste chef ventes blandt andet at lægge vejen forbi Frankrig onsdag, hvor han skal mødes med præsident Emmanuel Macron.

Præsidenten har blandt andet lagt op til en højere digital skat for virksomheder som Facebook.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu