Kunderne siver ud af Telias danske forretning

Telekoncern Telias danske forretning taber 24.000 mobilkunder i første kvartal af 2018, hvor også bredbånds- og tv-markedet er under pres.
Foto: Ritza Scanpix/Henning Hjorth/Arkiv
Foto: Ritza Scanpix/Henning Hjorth/Arkiv
/ritzau/FINANS og KRISTOFFER VEGGERBY, ITWatch

Telia har mistet kunder over hele linjen i de tre første måneder af 2018 på det danske marked, hvor indtjeningen også er gået tilbage.

Telias danske forretning nåede i første kvartal et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 141 mio. svenske kr. (106 mio. kr.), hvilket er et fald på 2,5 pct. året før, mens der er tale om et dyk på 6,9 pct. i lokal valuta.

Regnskabet er dog som forventet lyder det fra Telia.

"Helt grundlæggende driver vi en stabil forretning. Vi lander et ebitda på plus 106 mio. danske kroner i første kvartal. I forhold til første kvartal sidste år er det et fald på små syv mio. kroner," lyder det fra Morten Bentzen, adm. direktør i Telia Danmark, i en skriftlig kommentar som fortsætter:

"Det hænger sammen med, at vi midt i marts, som led i vores strategi med at gøre det mere simpelt at være telekunde, gik i markedet med en helt ny mobilportefølje med blandt andet fri data. Det har kostet nogle investeringer, som vi selvfølgelig har kalkuleret med på længere sigt."

Faldet i selskabets ebitda skal ses i lyset af, at omsætningen faldt med 8,7 pct. i lokal valuta og blev rapporteret til 1415 mio. svenske kr. Teleselskabet mistede i første kvartal 24.000 mobilkunder, 9000 bredbåndskunder og 1000 tv-kunder.

Telias danske forretning dækker dermed over 1,45 mio. mobilabonnementer, 105.000 bredbåndskunder og 30.000 tv-kunder.

Telia skriver i regnskabet, at omkostningsbesparelser ikke har været nok til at dæmme op for en lavere omsætning.

"Det kan umiddelbart se voldsomt ud med en tilbagegang på cirka 24.000 sim-kort. Det er selvfølgelig ikke noget, vi isoleret set er tilfredse med. Men dels var det ventet, og dels ser vi allerede nu, at privatmarkedet har taget rigtig godt imod vores nye portefølje med blandt andet fri data, som blot er det første ud af flere tiltag i retning af en mere attraktiv position i markedet," siger Morten Bentzen i meddelelsen.

Artikel er leveret af MediaWatch' søstermedie ITWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu