87 millioner brugere får besked om Facebook-lækage mandag

Langt hovedparten af de 87 millioner brugere, hvis data er blevet lækket til politiske analysebureau, befinder sig i USA. Derudover er over en million brugere ramt i henholdsvis Indonesien, Filippinerne og Storbritannien.
Foto: /ritzau/Scanpix/Bax Lindhardt
Foto: /ritzau/Scanpix/Bax Lindhardt
RITZAU

Facebook vil mandag oplyse 87 millioner brugere af det sociale netværk, om at deres data er blevet lækket til det politiske analysebureau Cambridge Analytica.

Selskabet oplyser, at langt hovedparten af de 87 millioner brugere - 70 millioner - befinder sig i USA. Derudover er over en million brugere ramt i henholdsvis Indonesien, Filippinerne og Storbritannien.

Facebook vil samtidig sende information til 2,2 milliarder brugere under overskriften "Beskyt dine oplysninger". Her vil det fremgå, hvilke apps der er forbundet til brugernes Facebook-konti, og hvilke oplysninger disse apps har adgang til.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Facebook er kommet i stormvejr, efter at det i de seneste uger er blevet afsløret, hvordan det er lykkedes det britiske analyseselskab Cambridge Analytica at få adgang til data fra 87 millioner amerikanske profiler på det sociale medie.

Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Facebook har siden meddelt, at selskabet vil give brugere mere kontrol over egne data med en ny genvej til privatlivsindstillingerne.

Det skal gøre det lettere at downloade og slette den information, som brugerne selv har delt på det sociale medie, så den ikke bliver brugt i anden sammenhæng.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu