Politisk flertal vil udvide digital nulmoms i Norge

Et politisk flertal i det norske kulturudvalg har stemt for at udvide momsfriheden for digitale medier.
Foto: /ritzau/AP/Shizuo Kambayashi
Foto: /ritzau/AP/Shizuo Kambayashi

Momsfritagelsen for digitale nyhedsmedier skal udvides til at gælde for al digital journalistik i Norge, hvis det står til det norske familie- og kulturudvalg. Det skriver Danske Medier på baggrund af en artikel hos den norske pendant Mediebedriftene.no.

Udvalget har givet sin anbefaling til den norske regering, som nu skal beslutte, om nulmomsen på digitale udgivelser, der siden marts 2016 har været indført i landet, skal udvides ud over nyhedsmedier.

I Danmark og i EU har digital nulmoms gennem flere år været til debat. I juni nåede EU's udenrigsministre mod forventning ikke frem til en aftale om at ændre EU's momsdirektiv for at gøre det muligt for de enkelte EU-lande, heriblandt Danmark, at sænke momssatsen på elektroniske medier til 0 pct. for at ligestille de digitale og trykte medier.

EU-landene har allerede i dag muligheden for at fritage trykte publikationer for moms, men det giver ulige vilkår, når de digitale publikationer ikke har samme mulighed, lyder det fra foretalere for ændringer af momsdirektivet. Debatten om momsen på digitale udgivelser som e-aviser og e-bøger har stået på længe. I Danmark er momsen på e-aviser 25 pct., mens de trykte aviser er fritaget for moms.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu