Egmont trækker hundredvis af Qureshi-artikler tilbage

Magasinhuset Egmont Publishing trækker alle artikler tilbage, som sportsjournalisten Michael Qureshi står bag. Opdateret.
Foto: Egmont Publishing
Foto: Egmont Publishing

Opdateret kl. 16:49 - Egmont sletter alle spor af sportsjournalisten Michael Qureshi fra fodboldmagasinet Goal. Det meddeler Egmont Publishing i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at Michael Qureshi har bekræftet over for Egmont, at han har udstyret skribenter i Goal med falske navne - sådan som han også har erkendt at have gjort med udenlandske kilder i artikler i Ekstra Bladet og BT.

”Vi mener ikke, at der er grundlag for at forsvare Michael Qureshi og gennemgå hver eneste artikel, selvom mange af artiklerne formentlig er uproblematiske. Derfor tager vi konsekvensen og trækker alle artikler tilbage. Vi tager afstand fra Michael Qureshis metoder. Vi er som flere andre medier blevet ført bag lyset, og det beklager vi ikke mindst over for vores læsere," udtaler Marika Bark, publishing director i Egmont Publishing Sverige.

Står bag over 500 artikler

Egmont oplyser, at Michael Qureshi siden midthalvfemserne har stået bag over 500 artikler til Goal. Nogle af dem er Michael Qureshi selv forfatter, mens andre er skrevet af udenlandske skribenter, som Egmont har købt gennem Michael Qureshi.

Egmont vil nu fjerne alle de artikler fra Michael Qureshi, som ligger elektronisk. Det samme gælder artikler fra de udenlandske skribenter, som Michael Qureshi har formidlet. Hvor mange artikler, der er tale om, oplyser Egmont ikke. Egmont afbryder samtidig samarbejdet med Michael Qureshi omgående.

Arbejdet med at trække artiklerne tilbage er allerede i gang i Danmark, Finland, Tjekkiet og Tyrkiet, hvor Goal udkommer, oplyser Egmont.

På baggrund af sagen vil Egmont også gennemgå husets interne procedurer for at forhindre lignede sager i fremtiden.

Goal produceres i Sverige og udkommer hver måned med helt eller delvis ens indhold i de fire lande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu