Flere får "nej" til en grafisk uddannelse

Antallet af optagne på uddannelser på det grafiske område er dalet 10 pct. i år, og det bekymrer brancheorganisationen Grakom.

1859 unge begynder i år på en grafisk uddannelse. Det er omkring 200 færre end sidste år. Også antallet af ansøgere falder en smule omend mere beskedent. Det viser en gennemgang af en række uddannelser foretaget af Grakom, som er brancheorganisation for kommunikation, design og medieproduktion.

Adm. direktør i Grakom, Thomas Torp, mener, at der trods den lille tilbagegang fortsat er tale om et pænt antal ansøgere til de grafiske uddannelser.

"Det er marginale ændringer i forhold til sidste år på antal ansøgere. Jeg synes, at vi kan glæde os over det store antal, der fortsat søger i vores retning. Det viser, at de unge regner med vores branche. Det, der kan bekymre, er, at færre optages. Det er faktisk et fald på omkring 10 pct. Det er ærgerligt, når vi tager i betragtning, at det netop er de erhvervsrettede uddannelser, der er brug for, og når vi har gode jobperspektiver i branchen. Her har uddannelsesinstitutionerne et stort ansvar for at prioritere de uddannelser, der er job- og lønperspektiver i," skriver Thomas Torp som kommentar til analysen.

Flere på erhvervsrettede uddannelser, tak

De uddannelsessøgende er et stykke hen ad vejen gået uden om erhvervsuddannelserne som fx e-designer.

Thomas Torp mener, at det er en skam, at de uddannelsessøgende fravælger den type uddannelser, fordi det efter hans og Grakoms overbevisning er i det segment, at arbejdspladserne kommer til at være i fremtiden. Han kalder samtidig på politisk handling.

"De unge skal ved studiesøgning oplyses bedre om job- og lønperspektiverne for de enkelte uddannelser, samarbejdet mellem uddannelsessystemet og erhvervslivet skal styrkes, og det skal gøres mere økonomisk attraktivt at tage en uddannelse med gode job- og lønperspektiver," skriver Thomas Torp.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu