Aller om tv-lukning: Læserne vil ikke mærke forskel

Faldende salg af ugeblade kræver kortere snor i udgifterne, siger Aller Media om baggrunden for at lægge inhouse produktionen af tv-omtaler ned.

1. maj overtager Ritzaus Bureau produktionen af radio- og tv-oversigter og programomtaler til ugebladene, der udgives af Aller Media A/S.

Det bekræfter parterne i en pressemeddelelse.

Som MediaWatch netop har skrevet, betyder beslutningen, at Aller Media lægger den fælles tv-redaktion, TVA, ned og fyrer ni medarbejdere. Det sker for at nedbringe omkostningerne i et marked, hvor læserne ændrer medievaner og køber færre magasiner og ugeblade, fremgår det af meddelelsen:

”Det er trist at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere – især når det er medarbejdere, der har været ansat hos os i mange år. Men vi kan ikke kæmpe mod udviklingen, og da vi opererer i et faldende marked for salg af ugeblade, skal vi konstant holde øje med omkostningerne og tilpasse organisationen, hvor vi kan,” siger udgiverdirektør Per Ingdal.

Udliciteringen er dog langt fra ensbetydende med en nedprioritering af tv-stoffet:

”En meget stor andel af vores læsere bruger hver uge deres TV-blad til at danne sig et overblik over og planlægge, hvad de skal se i TV. Det sker via filmguiden, de daglige programomtaler og oversigterne over de mange forskellige TV-stationers udsendelser. Disse læsere vil ikke blive svigtet. Alle ugeblade vil også fremover indeholde et godt og gennemarbejdet TV-program, der vil inspirere og guide læserne gennem TV-ugen. Vores læsere kommer derfor ikke til at mærke denne omlægning,” siger Per Ingdal.

Fire medarbejdere fra Allers ATV rykker med udliciteringen over til Ritzaus tv-tjeneste, RTV, der i forvejen beskæftiger fem medarbejdere og levere listestof om radio og tv til en stor del af de danske dagblade og netaviser.

”Vi er glade for og stolte over, at Aller Media A/S har valgt Ritzaus Bureau A/S, som leverandør af TV-programmer til Allers ugeblade. Vi er klar over, at vi skal levere indhold af høj kvalitet, fordi læserne af Allers blade har været vant til gode TV-blade. For at sikre kvaliteten til Allers ugeblade, ansætter vi fire medarbejdere fra Aller, der i samarbejde med vores øvrige medarbejdere hos Ritzau, kommer til at udgøre Danmarks stærkeste team på området,” siger Lars Vesterløkke, adm. direktør i Ritzaus Bureau i meddelelsen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu