Bording-priser til Folkeskolen og Ingeniøren

Folkeskolen/Folkeskolen.dk og Nicolai Østergaard, Ingeniøren, blev fredag hædret med specialmediernes hæderspris Anders Bording-prisen for henholdsvis medier og journalister.
Per Fanefjord Laursen

Folkeskolen/Folkeskolen.dk og Nicolai Østergaard, Ingeniøren, blev fredag hædret med specialmediernes hæderspris Anders Bording-prisen for henholdsvis medier og journalister.

De modtog Anders Bording-statuetter ved et arrangement på Københavns Rådhus.

Danske Medier uddelte samtidig vinderne af tre specialpriser for specialmedier. Det var den digitale pris til Ing.dk, prisen for visuel formidling til Udvikling og innovationsprisen til Dagens Pharma.

Medieprisen til Folkeskolen/Folkeskolen.dk blev givet for en forbilledlig stærk og sammenhængende fornyelse af både fagblad og web-side med en klar målsætning om dagsordensættende temaer og udvidelse af debatten med medlemmerne. Folkeskolen udgives af Danmarks Lærerforening.

Journalistprisen til Nicolai Østergaard, Ingeniøren, blev givet for dækningen af skandalen med DSB’s IC4-tog. Det er journalistisk ekspertise, indsigt, klar formidling og vedholdenhed sat i spil på bedste vis både på print og web. Ingeniøren udgives af Mediehuset Ingeniøren.

Ing.dk, der udgives af Mediehuset Ingeniøren, fik den digitale pris for at engagere og samle et begavet og vidende publikum for sammen at indgå en proces og skabe et produkt af værdi for alle parter i et åbent og dialogbaseret, digitalt univers.

Udvikling, der udgives af Danida Udenrigsministeriet, fik prisen for visuel formidling for at sætte en ny standard for danske magasiner med et redesign af internationalt format og for at rykke ved forestillingen om, hvordan ulandsstof kan formidles.

Innovationsprisen gik til Dagens Pharma, der udgives af Dagens Medicin, for at levere kvalitetsindhold til en lille klart defineret målgruppe på 1000 betalende personer og ved samtidig at udnytte eksisterende ressourcer. Det er specialisering, fragmentering, paid-for og økonomisk rationale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu