Global: VG har flest web-tv-seere

Gallup laver stor web-tv-måling i Norge, verdens rigeste mand lancerer internet-tv og site indfører brugerstyring af kommentarer...
MediaWatch


 

VG sætter web-tv-rekord
VG.no har flest seere til sit web-tv, som 190.000 personer streamer dagligt, og de bruger i snit fem minutter per dag på VG. Fra public service-udbyderen NRK.no streamer 144.000 personer dagligt web-tv og bruger i snit 42 minutter dagligt på NRKs streamingtjenester. Det skriver Kampanje.com på baggrund af tal fra TNS Gallup. Alle de største norske mediehuse har optrappet deres satsning på web-tv, som sidste år omsatte 40-50 millioner norske kroner alt i alt, hvilket er en fordobling på et år.

Norsk Aller fyrer
Aller i Norge skal spare 70 millioner norske kroner, og i dag har det givet sig udtryk i en fyringsrunde, som ifølge Kampanje.com skulle løbe op i mellem 30-40 stillinger. I regnskabsåret 2010/11 fik Aller en omsætning på 1,16 milliarder norske kroner. Det var to millioner mere end i regnskabsperioden 2009/2010. Driftsresultatet (EBITDA) endte på 107 millioner kroner, hvilket var på niveau med forrige regnskapsår. Aller Media bogførte et årsresultat på 60 millioner kroner.

Verdens rigeste mand starter tv-selskab på nettet
Ora.tv er navnet på det internet-tv-netværk som Carlos Slim, der for nylig blev rangeret som verdens rigeste mand af Forbes, vil starte, ifølge Nytimes.com. Det får blandt andet et interview-program med den detroniserede talkshow-konge fra CNN, Larry King. Ora.tv vil have on-demand indhold og en producere en række programmer, som overskrider de traditionelle formater, ifølge Reuters.com.

CNN overvejer muligvis køb af tech-site
Time Warner-ejede CNN skulle være på vej til at købe Mashable, som skriver om teknologi og sociale medier. Det kan styrke Cnn.com, der er en af de mest populære nyhedswebsites i USA og signalere interesse for start-ups og sociale medier, skriver Nytimes.com.

Site indfører kommentator-sheriffer
Gawker.com vil hæve niveauet for onlinemediets debatter ved at udstyre udvalgte kommentatorer med redskaber til at moderere debatten. Det er en drejning væk fra ideen om “gamification” af kommentarerne, hvor aktive debattører for eksempel blev belønnet med point eller badges, for konsekvensen var, at debatten blev afgrænset til færre aktive brugere, og at mange af de mest interessante debattører er ligeglade med den type “belønninger”. Det skriver Allthingsd.com.

Hulu underskriver ‘first look’-aftale med FreeMantle
Film- og tv-streamingsitet Hulu har indgået en såkaldt ‘first look’-aftale med FreeMantle, der står bag X Factor. Aftalen betyder, at Hulu får førsteret til at vurdere om bestemte programmer er interessante at vise. Hulu har ambitioner om at bringe mere unikt og egenproduceret indhold. Det skriver Thewrap.com.

Paradise-forargelse - nu også i Norge
Det er ikke kun i Danmark at flere iagttagere og forskere bekymrer sig over TV3’s og Mastiffs ‘Paradise Hotel’. I Norge mener en sociolog, at TV3 bruger de unge deltagere, fordi meget af medieomtalen før premieren gik på, at to af deltagerne havde haft sex med hinanden. Men TV3 afviser, at det skulle være led i en markedsføringsstrategi, for det er medierne selv, der har valgt at vinkle foromtalen på sex. Det skriver Kampanje.com.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu