"Egenkapitalen kan bruges til at købe nye aktiviteter"

Trods en egenkapital på over fire milliarder kroner, har Aller-familiens forlag i Danmark og Norge netop skåret forretningen til for at få omkostningerne ned, selvom de fik overskud i årsregnskabet 2010/11. Men konstant fokus på omkostningerne er nødvendige, for den digitale forretningsmodel halter stadig sammenlignet med print, hvor læserne er meget mere værd for annoncørerne. Den udfordring bliver ikke nemmere af DR's gratis indhold, lyder det fra Erik Aller, overdirektør i moderselskabet Aller Holding.
MediaWatch

Trods en egenkapital på over fire milliarder kroner, har Aller-familiens forlag i Danmark og Norge netop skåret forretningen til for at få omkostningerne ned, selvom de fik overskud i årsregnskabet 2010/11.

Men konstant fokus på omkostningerne er nødvendige, for den digitale forretningsmodel halter stadig sammenlignet med print, hvor læserne er meget mere værd for annoncørerne. Den udfordring bliver ikke nemmere af DR's gratis indhold, lyder det fra Erik Aller, overdirektør i moderselskabet Aller Holding.

“Det er desværre nødvendigt at spare for at sikre overskud i fremtiden. Alle printmedia oplever oplagsnedgange, før i tiden var det mest udpræget for dagbladene. Totalt set holder vi vores markedsandele, så det er ikke et isoleret Aller-problem. Berlingske har for nyligt nedlagt Urban, og det stopper næppe der, hverken for dem eller for branchen,” skriver Erik Aller i et mailsvar til Mediawatch.

Ser du behov for flere nedskæringer i Aller i de kommende år, hvis oplagsfaldene fortsætter?

“Vi er en kommerciel virksomhed og kan ikke modsat de fleste af vores konkurrenter hente penge fra staten, så hvis oplagene falder yderligere, ja så må vi spare yderligere.”

Egenkapitalen skal bruges til investeringer
Aller Holding har en stor egenkapital på over fire mia. kr., hvordan kan det være, at I ikke bruger af den for at undgå nedskæringer, som måske risikerer at skade jeres produkter?

“Egenkapitalen kan bruges til at købe nye aktiviteter, som understøtter det eksisterende forretningsområde enten ved vertikal- eller horisontal integration eller ved opkøb af tillægsydelser. Vi har foretaget en del af sådanne opkøb. Det er klart, at en stor egenkapital også giver mere ro, når man starter nye aktiviteter via organisk vækst. Det ændrer dog ikke ved, at driften af samtlige aktiviteter skal give overskud i en kommerciel virksomhed uanset egernkapitalens størrelse. Magasin og ugebladslæsere er mere kritiske over for, hvad de betaler for end for eksempel dagbladslæsere, derfor har vi et ekstremt fokus på, at de besparelser vi laver ikke rammer vores læsere.”

“Vi har overskud på en hel del af vores internetaktiviteter”
Hvornår forventer du samlet overskud på jeres digitale aktiviteter på tværs af landene - og hvilket land er tættest på at få overskud?

“Vi har i dag overskud på en hel del af vores internetaktiviteter før goodwill afskrivninger. Den store udfordring ligger på netpublishing- området, hvor staten, især i Danmark, udgiver så meget gratis stof, at det bliver svært for de øvrige aktører at få penge for indholdet. Dette problem er især aktuelt for dagbladene, men det spreder sig som ringe i vandet til resten af branchen. Konsekvensen er så, at man er helt afhængig af annonceindtægter, ligesom vi har set det på gratisaviserne. Problemet for nettet er, at en læser på nettet genererer færre annonceindtægter end en læser på print. Det betyder, at der som hovedregel kun vil være plads til en aktør inden for hvert segment, hvis der overhovedet er plads. Da der som regel er mere end en udbyder vil marginerne blive presset, og der er derfor grænser for hvor meget nr. et vil kunne tjene.”

For få penge i tradionelle netmedier
Omvendt vil flere konkurrenter hurtigt komme til, hvis overskudsgraden forbedres, mener Erik Aller, som fortsætter:

“For der vil altid være nogle aktører, som relativt let kan overføre deres indhold fra andre platforme såsom print, tv, og radio til nettet. Dertil kommer, at man også konkurrerer med store internationale aktører som Google og Facebook som, på det europæiske marked, får statsstøtte fra Irland i form af meget gunstige skatteforhold. Pointen er, at der vil være meget få penge i de traditionelle netpublishing-modeller. Man kan så håbe på, at udbredelsen af læseplader/tablets vil øge på betalingsvilligheden, sådan som det er set på Apples produkter, men hvis staten fortsætter med at udgive en masse indhold gratis så bliver det svært.”

På nettet er "udsigterne lange og pengene små"
Ifølge Erik Aller og flere dagbladschefer er det konkurrenceforvridende, at DR stiller nyheder og spil med mere gratis til rådighed på nettet, og han går ind for, at politikerne laver begrænsninger for licensgiganten, men det anser han ikke for sandsynligt med den nuværende regering.

“Min konklusion er, at såfremt der er penge i netpublishing, så er udsigterne lange og pengene små. Netpublishing giver kun mening i en internetstrategi, hvor man også har andre indtægter og dem er der ikke så mange af i øjeblikket, men det er der overskuddet skal komme fra hvis man vil tjene penge på det. Alternativt kan man satse på serviceydelser til sine læsere, som ikke er baseret på en omkostningskrævende netpuplishingsplatform. Det kan være en shop hvor man tilbyder læserne/seerne/lytterne at købe de produkter, som er omtalt i bladet.”

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu