Relanceringer: Se og hør har størst oplagschancer

I Form, Q og Se og hør er alle relancerede for nylig. Størst oplagsgevinst får sladderbladet, spår printchef.
MediaWatch

Bonniers I Form, Aller-magasinet Q og ugebladet Se og hør fra samme forlag har alle fået nyt design og indhold inden for den seneste måneds tid, efter at større relanceringer på bladfronten har ligget stille i længere tid.

Fornyelserne bydes velkomne af Gitta Steffensen, chef for printmedier hos mediabureauet Carat, som finder dem tiltrængte.

“Man gør jo det her, fordi der er en udfordring for bladene. Vi har fulgt I Form et stykke tid, og fra at det har haft et meget højt oplag, er det så småt begyndt at gå nedad. Det gør sig gældende for alle tre titler,” siger Gitta Steffensen.

Optimisme - og tegn på benhård konkurrence
På IUM ser kontaktchef Linda Christensen også relanceringerne som udtryk for en vis optimisme og nævner også nye titler fra Malling Publications som 'Cover Man', 'Cover Kids' og Horseriders Journal, som udtryk for det. Men det er også udtryk for, at kampen om læserne og annoncekronerne er hård, siger hun.

“Derfor skal man sikre, at man optimerer sit produkt og revitaliserer sine brands. Jeg skal dog være ærlig at sige, at jeg tror, det generelt bliver svært for magasiner at øge læser- og oplagstal i disse tider, og jeg ser det derfor også mere som en måde at fastholde læsere på fremfor at tiltrække nye,” siger Linda Christensen.

Bladudgivere er vågnet op
Alt i alt er relanceringerne derfor gode nyheder for Carats Gitta Steffensen.

“Det er tre gode relaceringer, hvor der virkelig er tænkt over tingene. Det vil vi se mere af. Nu har udgiverne sovet lidt, skåret omkostningerne til, og haft tid til at se, hvor annoncørerne bevæger sig hen, så nu er tiden kommet til at være offensiv,” siger Gitta Steffensen og tilføjer:

“Jeg tror, at alle tre kan hæve oplaget ved ændringerne, men jeg tror mest på, at det vil ske for Se og hør. Det afhænger dog meget af, om de har de rigtige historier, men vi er en nation, der elsker at snage. I Form har normalt haft høje oplag, og da Bonnier plejer at være gode til abonnementssalg og krydssalg mellem deres produkter, vil I Forms oplag også stige. Q er jeg lidt mere i tvivl om, for det har fået konkurrence fra Liv (til +40-årige fra Bonnier/Benjamin, red.).”

Q: Behøver ikke læne sig op ad Aalund
Men deres svar på oplags- og læserudfordringen er meget forskellige. Q’s relancering er den mest gennemgribende af de tre. På forsiden har en stylet model blandt andet afløst "almindelige kvinder", og bladet sætter mere fokus på indholdstunge artikler om alt fra kongehusets rolle til fordomme om muslimer, ifølge chefredaktør Lizl Rand.

“Fra at magasinet har været 100 pct. associeret med Pernille Aalund (som grundlagde det, red.), er man blevet et modent blad med en fast læserskare og et marked, og så må man også agere som et modent blad. Det vil sige, at Q ikke behøver at læne sig op ad Pernille Aalund længere, så nu har man forfinet og forbedret konceptet i et forsøg på at finde nye læsere, uden at tabe dem man allerede har.”

Også Linda Christensen fremhæver Q-relanceringen som tiltrængt.

“Relanceringen af Q er i mine øjne en positiv ændring. Magasinet har fået et lidt mere 'glossy' look, og indholdsmæssigt, er der også lagt mere vægt på et lidt mere upscale look i billeder, historier og mode. Q er hvad jeg vil kalde 'reality tv på print', og Q har fået fat i en lille gruppe af læsere, som dette appellerer til.”

Det kan gøre bladet mere acceptabelt for nogle annoncører, hvilket er vigtigt, fordi bladet ikke har et kæmpeoplag at få indtægter ved, påpeger Linda Christensen.

I Form: “De var meget frelste”
Bonnier-flagskibet I Form, der udkommer i flere lande, og er et af de magasiner i landet, der har det højeste oplag, har også fået en overhaling, som gælder såvel forside, som design og indhold. Når I Form anbefaler en kostplan, skal læserne for eksempel ikke længere udsættes for en doktorafhandling om de forskellige næringsstoffer, lød det fra chefredaktør Karen Lyager Horve.

“I Forms relancering er et modtræk til at tabe læsere og oplag, fordi det er et flagskib for Bonnier. Jeg er ikke bange for, at de går væk fra det nørdede. Det er en generel tendens, at der er flere nuancer i dækningen af sundhed og motion, som handler mere om det hele menneske. Og I Form var jo meget frelste,” siger Gitta Steffensen.

Hun fremhæver Bonnier for at være god til at den slags offensiver, når faresignalerne for et blad begynder at blinke selv i det små.

“Bonnier har altid været gode til at reagere, hvis det går nedad for et af deres kerneblade. Så bliver der gjort noget, og kender jeg dem ret, ligger der et grundigt basismateriale til grund for ændringerne, så de ved, hvad læserne ønsker,” siger Gitta Steffensen.

Se og hør: Bliver linket tæt til TV3-segmentet
Se og hørs chefredaktør Kim Henningsen står for den største ændring i 40 år af ugebladet, der har flest læsere i landet, men som færre og færre køber selv.

Et nyt paparazzi-tillæg og mere fokus på reality-tv - on og off air - er blandt nyskabelserne. Og det giver rigtig god mening, ifølge Gitta Steffensen.

“Se og hør har tabt oplag, men de har også tabt plads i folks bevidsthed, fordi der er så meget sladderstof, så nu prøver de at få mere kant. Noget af det, vi som forbrugere ser og går op i, er reality-tv. Derfor er det en god idé at linke ugebladet meget mere til det. De bliver også mere hard core med, hvem de skal skrive om og vil satse mere på de allermest kendte,” siger Gitta Steffensen.

Ændringer på Se og hør har tidligere skabt læserstorm, ifølge Linda Christensen.

“Derfor bliver det meget spændende at se, hvordan bladet bliver modtaget af læserne - selvom de nuværende ændringer er baseret på feedback fra dem. Lay-out mæssigt synes jeg, at bladet har fået et mere 'clean og moderne' look. Indholdsmæssigt ønsker man at fokusere mere på gossip - bl.a. Hollywood stjernerne (altså mere A stjerner end B stjerner) og zoom på stjernernes livsstil. Umiddelbart går man dermed mere ind på Kig Inds territorie med en lidt yngre og mere feminin profil,” siger siger hun.

Vil gå efter de 15-40-årige
I den første relancerede udgave af sladderbladet dominerer unge kendte under 40 år. Forsidebaskeren handler om den følsomme sanger Rasmus Seebach, en historie om sangeren Medina og om Oliver Bjerrehus’ ekskæreste har også prominente pladser. Selvom ugeblade ofte får skyld for at have en aldrende læserskare, er det ikke forkert af Se og hør at satse på de unge og smukke, mener Gitta Steffensen.

“Se og hør har faktisk ikke længere en målgruppe med høj alder. Der er kun fire blade, som kan slå igennem blandt de yngre læsere. Det gør Kig Ind og Se og hør bedst, mens der derfra er et relativt stort aldermæssigt step op til Femina og Alt for damerne. For mig at se, vil Se og hør gerne skrive til de 15-40-årige. Sammenligner man deres målgruppe med tv-kanalernes, lægger de sig opad TV3-universet med programmer som Paradise Hotel,” siger Gitta Steffensen.

Nu handler det om at skille sig ud
Alders-målgruppen er et resultat af, at Aller i forvejen udgiver Kig Ind til de op til 25-30-årige samt Billed Bladet, der primært er målrettet de +30-årige.

Fællestrækket for de tre relanceringer er hensigten om at skille sig ud fra mængden.

“Det handler om at skære sit koncept og blive mere markant, så man trænger igennem informationsstrømmen, for der er mange magasiner på hylderne, så det skal være helt tydeligt, hvad det enkelte blad står for.”

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu