“Jeg tror, vi er på vej væk fra det overfladiske”

I år bliver trenden for kvindemagasiner at gå mere i dybden, mener Q’s chefredaktør Lizl Rand, der netop har stået bag en relancering af magasinet.
MediaWatch

Aller-magsinet Q’s læsere er generelt optaget af en sund livsstil, men når det gælder bladets redaktionelle indhold har de efterspurgt flere kalorier. Og det får de med relanceringen fra 2012, ifølge Lizl Rand, der er chefredaktør på Q samt Tidens Kvinder og Psykologi. Relanceringen af Q skal øge oplag og omsætning, og her svarer hun på fem spørgsmål om den.

Hvad er de vigtigste punkter i jeres relancering redaktionelt?

“På indholdsdelen øger Q antallet af reportager om virkelighedens kvinder. Det nye Q har endnu flere involverende læserhistorier og endnu mere forbrugerfokus og kant, ligesom vi fortsat fokuserer på guides indenfor krop og sundhed, selvudvikling, mode og skønhed. Q er derfor stadig magasinet, hvor der altid er mode efter kropsform med almindelige kvinder. Q’s mission er nemlig at guide kvinder til at blive den bedste udgave af sig selv. På det ydre såvel som det indre.”

Hvad forventer I at få ud af den mht. oplag, læsertal og annoncer?

“Vi skyder det nye Q i gang i januar 2012 med en kampagne på både tv, print, outdoor og i handlen med gimmicks og kampagnepriser. Derfor forventer vi stor interesse og øget oplag på Q nr. 1, 2 og 3. Formålet med hele denne relancering er jo at øge omsætningen. Helt præcise tal kan jeg selvfølgelig ikke afsløre.”

Hvad gør jeres konkurrenter bedst og værst i forhold til Q?

“Vores konkurrenter er rigtig gode på skønhedsdelen, hvilket er okay for os. Og apropos hele den debat, der har kørt omkring fordummende dameblade, så har vores undersøgelser vist, at vores læsere gerne vil have endnu mere journalistisk og komme et spadestik dybere i reportagerne. Læserne vil også gerne have kant og holdning, så vi skruer op for det debatskabende stof med artikler om f.eks. børnemodeller i reklamerne, kongehusets rolle, fordomme om muslimer ligesom vi har reportager om kvindelige hjemløse i København, flygtningelejre i Afrika m.m.”

Hvad mener du, er den vigtigste trend for kvindemagasiner i 2012?

“At være autentisk og have dybde. Jeg tror, vi er på vej væk fra det overfladiske og de hurtige quick fix-løsninger. I dag vil kvinder f.eks. ikke blot være slanke – de vil også væres sunde og glade. Vi har fået en mere holistisk tilgang til livet – vi vil hele vejen rundt og se tingene i sammenhæng og i perspektiv. Og det behov vil artiklerne også afspejle. En anden trend er, at vi alle er ok. Q’s slogan er: ”Bliv den bedste udgave af dig!” og heri ligger, at vi tager udgangspunkt i kvindens liv – her og nu. Ikke i illusionerne eller drømmene. Q vil gerne berige. Efter at have læst Q, vil kvinder føle sig mødt og hørt. De vil være lidt klogere på livet og have det bedre med sig selv. Og de vil vide hvad de kan gøre for at blive den bedste udgave af sig selv.”

Relancering eller ej, er det vigtigste argument for at købe magasiner så ikke, om der følger gaver med eller nedsatte abonnementspriser?

“Det kan man godt sige, men det forudsætter et godt blad. For hvis ikke bladet er i orden og godt, så får du aldrig loyale købere og læsere – og det er uanset hvor mange gaver du giver dem.”

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu