Global: Google fejler 36 pct. af tiden

Aller skruer op for annoncepriserne i Sverige, Google fejler 36 pct. af tiden og blog viser "Hot Chicks of Occupy Wall Street"...
MediaWatch

Google har en fejl-kultur
Nogle virksomheder har en nul-fejls-kultur men i mediebranchen er det i stigende grad blevet nødvendigt at være åben for fejlskud. En succesrig fejler må siges at være Google. Ud af de i alt 251 selvstændige Google-produkter, der er lanceret siden 1998, er de 90 - eller cirka 36 pct. - blevet droppet, ifølge thenextweb.com. Og der er mange fordele ved Googles ‘beta-kultur’ fordi den sikrer innovation og kreativitet. Nu har CEO Larry Page dog valgt at lukke legepladsen Google Labs. Og er der ikke en grænse for, hvor længe noget kan være i beta?

Allers svenske annoncepriser stiger
I Sverige er krisen åbenbart ved at være fortid, i hvert fald hæver Aller annoncepriserne, og det er især mode- og skønhedsannoncørerne, der skal punge ud, hvis de vil vise produkter i Aller-bladene, skriver Dagensmedia.se. På specialtitler som ‘Fiskejournalen’ og ‘Jaktjournalen’ ligger priserne dog fast, så forhandlere af vaders og andefløjter kan ånde lettet op.

Svenske journalister i kløerne på etiopisk retssystem
To svenske freelancejournalister er fortsat anklaget for terrorisme i Etiopien, det blev de arresteret for i juli, da de rejste rundt med en separatistbevægelse i det uroplagede land. Etiopiens regering insisterer på, at de er terrorister og ikke journalister og hævder at have videoklip, der beviser, at de træner med rebellerne. Det skriver guardian.co.uk.

Hearst åbner Beijing-kontor
Måske var det der Kina noget man skulle prøve af? Det er magasin-giganten Hearst senste medieselskab, der har spurgt sig selv om og som konsekvens er et ‘Beijing Office’ netop åbnet. På Hearst-stifteren William Randolph Hearsts tid (1863-1951) var Kina ellers en “red menace”, skriver Minonline.com, men nu flokkes virksomhederne - og medierne - om det folkerige land. Hearsts Beijing-kontor er blevet aktuelt i forbindelse med opkøbet af Lagadères ikke-franske magasiner, der inkluderer de kinesiske magasiner og i alt udgør et greb i lommen på 640 mio. euro.

Venstrefløjen kan også være hot
‘Hot Chicks of Occupy Wall Street’ er et anderledes ‘take’ på dækningen af protestbevægelserne i USA i kølvandet på finanskrisen - eller vel snarere det at den bliver ved og ved. Dog er det Tumblr og ikke de etablerede medier, som har fået den ikke helt usexistiske idé.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu