Oplag: Ugeblade hopper og falder

Heftige marketing-kampagner og relanceringer af flere ugeblade har givet store oplags-udsving for ugebladene i årets løb. Det har ikke ændret ved den generelt faldende oplagstendens.
Tine Brødegaard Hansen

Den rette dvd, slankebog eller anden gratisgave kan give ugebladene et kæmpe mersalg, hvilket får årets oplagskurver til at danse for øjnene. Alligevel er tendensen uomgængelig: oplagene falder. Sammenlignet med november 2009, har de 12 ugeblade solgt 46.300 færre eksemplarer, svarende til et samlet fald på 3,7 pct.

Selvom faldet er lavt sammenlignet med dagbladene, er tendensen bekymrende, fordi ugebladene er en grundsten i Allers og Egmonts magasinforretning, og fordi de i langt højere grad end de glittede magasiner er afhængige af bladsalg frem for annoncer.

Se kurven for 2010 frem til november her eller i slutningen af artiklen efter gennemgangen baseret på oplagsstørrelse i november.

Familie Journal (Aller)
Familie Journal fik ny chefredaktør i Anette Kokholm i 2009 og det begyndte at give sig udslag i år, hvor bladet er blevet relanceret med henblik på at inddrage hele familien - også de yngre af slagsen ledsaget af en stor markedsføringskampagne. Bladet nyder godt af juletiden og får sikkert en god december, der kan slutte året lige så godt som det begyndte. Efter en del måneder med dyk, stiger oplaget igen.

Billed Bladet (Aller)
Billed Bladet har andethøjeste oplag, men oplaget er faldet hver måned siden juli. Heldigvis skal kronprinsesse Mary føde tvillinger i det nye år, og det skal nok give det royale ugeblad medvind.

Se og Hør (Aller)
Se og Hørs oplag er derimod steget med næsten 10.000 eksemplarer fra oktober til november og ligger med sine 157.600 eksemplarer på niveau med årets begyndelse og i november i år er oplagstabet kun på 1,8 pct. sammenlignet med november 2009. Måske er ugebladet, der stadig er det mest læste, ved at finde sit oplagsniveauet efter lange perioder med fald.

Ude og Hjemme (Aller)
Det yngre familieugeblad Ude og Hjemme toppede oplagsmæssigt i august i år, siden er det gået nedad, men december måned trækker formentlig også det ugeblad op. Dermed ligger Ude og Hjemmes oplag på 133.800 tæt på Egmonts Hjemmet, der har 700 færre eksemplarer. Hjemmets oplagstendens har været langt mere flad end mange af de øvrige ugeblades, men i modsætning til dem, har Hjemmets oplag stort set været stigende siden august. Det er altså med nød og næppe, at Aller-direktør Pål Thore Krosby kan sige, at Aller har de to største familieugeblade.

I det hele taget er det kendetegnene for Egmonts ugeblade, der også tæller Hendes Verden, Her og Nu samt Alt for damerne, at de bortset fra sidstnævnte ikke har lige så store oplagsudsving, som Aller-bladene, hvilket kan tyde på, at der bliver postet færre marketingkroner i Egmont-bladene. Spørgsmålet er, om Egmont går mere offensivt til værks næste år for at give bladene nogle tiltrængte oplagsløft.

Her og Nu (Egmont)
Siden sit peak i april har Her og Nu stille og roligt mistet oplag i løbet af året men får en mindre stigning i november, hvor det landede på 97.900.

Søndag (Aller)
Søndags oplagskurve har form som en kamelryg med to store pukler omkring for- og eftersommeren, hvor en relancering af ugebladet som kvinde- frem for familieugeblad samt en marketingkampagne hævede oplaget. Det faldt til gengæld kraftigt i oktober sammenlignet med måneden før. I forhold til oktober sidste år steg oplaget dog med 2,3 pct. og det stiger ligeledes en smule i november også i forhold til året før.

Femina (Aller) og Alt for damerne (Egmont)
Allers Femina er også relanceret, har fået sin egen sang og en yngre kvinde som frontfigur i Camilla Kjems. Målt på oplag går Femina mest sejrrigt ud af kampen med ærkerivalinden Alt for damerne i år og ligger næsten 3.000 eksemplarer over ALT i november. Som det fremgår af kurven, er kampen dog ikke entydigt vundet af hverken det ene eller det andet blad, og her spiller gratisgaverne også en stor rolle for, hvilket blad, der sælger mest i hvilken måned, selv om de redaktionelt har flyttet sig mere fra hinanden under de to Camilla'er (Kjems på Femina og Frank på ALT, red.), hvor Femina går efter en bredere målgruppe geografisk og aldersmæssigt sammenlignet med ALT, som til gengæld er det største annoncemedie.

Kig Ind
Kig Ind havde en god oktober, hvor filmen 'Sex And The City' var med som en gratisgave og hævede oplaget til over 100.000 i en af ugerne, så oplaget for måneden landede på 62.800. Derfor er faldet til novembers 43.900 eksemplarer ganske kraftigt.

Hendes Verden (Egmont)
Hendes Verden der lever et forholdsvis stille liv i hvert fald, målt på pressemeddelelser om nye tiltag, er inde i en positiv udvikling med oplagsstigning de seneste tre måneder til et niveau på 41.600 i november i år. Det er dog stadig et fald på ca. syv pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

7 TV-Dage (Aller)
Sidste og mindste blad på listen er Allers 7 TV-Dage, der næsten ikke har haft udsving i årets løb og lander på 33.000 eksemplarer i november. Ikke dårligt for et blad, der formentlig ikke er voldsomt dyrt at producere i og med Aller i forvejen producerer og sælger tv-guides i ATV.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu