Vogue knækker annoncekode på iPhone
VogueStylist er navnet på forlaget Condé Nasts seneste applikation til iPhone, skriver minonline.com. Den forsøger at give det trykte magasins glitrede annoncer et nyt liv på skærmen.
Brugerne kan mikse tøj fra sponsorer med fotos af deres eget tøj via en 'Stylist-sektion', som er opdateret med nøgletrends. Det er også muligt at bruge fotos fra annoncerne i den seneste udgave af Vogue.
Samtidig er brugeren kun et par klik væk fra et køb, fordi annoncesiderne fra magasinet går igen i iPhone-applikationen som giver direkte adgang til e-handels-sites, hvor udstyret kan købes.
Men det er endnu uvist, om brugerne er interesseret i den type muligheder, og måden applikationen fungerer på er også noget forvirrende, skriver minonline.com i deres anmeldelse.
- TBH