Egmont vil skabe nyt kvarter i Københavns indre by

Egmont vil revitalisere en af Københavns største matrikler. Nye lejere får ”lov til at slå sig løs,” siger manager, og folkene bag projektet ser ”et helt nyt kvarter” for sig.
Egmonts kontor- og erhvervsejendom omkranses af Vognmagergade, Landemærket, Pilestræde og Møntergade. | Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
Egmonts kontor- og erhvervsejendom omkranses af Vognmagergade, Landemærket, Pilestræde og Møntergade. | Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

En af Københavns Kommunes største matrikler – den 55.000 kvm store kontor- og butikskarré med p-hus i Vognmagergade 11 i Indre By – skal udvikles og moderniseres. 

Bygningen er ejet af Egmont Fonden, der står bag mediekoncernen af samme navn, og er ud over Vognmagergade omkranset af gaderne Landemærket, Pilestræde og Møntergade. 

Ejendommen er opført i perioden 1936-1974 som en del af det såkaldte Gutenberghus-kompleks og forbindes via den kendte ur-besmykkede gangbro med Filmhuset i Gothersgade. Ejendomskomplekset skal nu bl.a. lægge hus til en udendørs biograf og ny restauration med udeservering.

Egmonts udlejnings- og udviklingsmanager, Jessica Ryvang, fortæller til EjendomsWatch, at visionen for ejendommens gadeplan er ”internationalt inspireret” og inkluderer moderne butikskoncepter med alt fra showroom til café.

Visionen er at åbne tilbygningens indre gård for offentligheden som serveringssted. Der er dog endnu blot tale om et idéoplæg uden godkendt budget. | Foto: PR-visualisering
Visionen er at åbne tilbygningens indre gård for offentligheden som serveringssted. Der er dog endnu blot tale om et idéoplæg uden godkendt budget. | Foto: PR-visualisering

”Det er én samlet vision, vi har for den samlede karré, og det er jo noget, vi netop kan have, når vi har så mange kvadratmeter, vi har,” siger Jessica Ryvang, der kom til Egmont for to år siden.

Et år tidligere var ejendomschef Jens Christian Berner kommet til, og mens hele karréen i dag er aktiveret, var bygningen dengang plaget af 18 pct. tomgang. 

Ambitionen var derfor at videreudvikle det, som fungerede, og derudover ”give retail albuerum til at udfolde sig kreativt og designmæssigt på en måde, som bragte liv og aktivitet til området,” som Jens Christian Berner formulerer det i en skriftlig kommentar med henvisning til lokalernes udvidede anvendelse som eventsteder og cafémiljøer.

”Vi vil gerne give vores lejere lov til at slå sig løs ift. det udtryk, der passer til deres brand,” lyder det fra Jessica Ryvang.

”Vi godkender design og væsentlige ombygninger i tæt samarbejde med vores lejere, så der ikke er noget, vi mener, er upassende, men lejerne har som udgangspunkt temmelig stor kunstnerisk frihed til at designe deres eget kunstneriske udtryk.”

Synd og skam

Den måske mest markante del af Gutenberghus vedrører hjørnet Landemærket-Pilestræde en spytklat fra Rundetårn og gågaden Købmagergade.

Den granitbeklædte udbygning, der er tegnet af arkitekt Preben Hansen og opført mellem 1970 og 1974, fungerede i en årrække som bank og har siden årsskiftet stået delvis tom. Men fremover skal den attraktive hjørneejendom og dens indre atriumgårdhave åbnes for offentligheden som serveringssted.

”Vi syntes, at det var synd og skam, at det skulle være kontor,” siger Jessica Ryvang og tilføjer, at det ikke er ”særlig godt i gadebilledet, at der står et lokale uden liv, mennesker og aktivitet.”

Den granitbeklædte hjørnebygning til højre i billedet har længe stået tom, men skal nu åbnes op mod gaden som restauration. | Foto: Google Maps
Den granitbeklædte hjørnebygning til højre i billedet har længe stået tom, men skal nu åbnes op mod gaden som restauration. | Foto: Google Maps

”Vi ser det som et helt unikt område. Der er meget få steder i København, hvor du har de her gårdrum, du kan udvikle på den måde. Det mener vi, skal aktiveres og komme til glæde for borgerne i København som en grøn oase under åben himmel i hjertet af middelalderbyen.”

Egmont er ifølge udlejnings- og udviklingsmanageren i ”konkrete forhandlinger” med restauratører, og håbet er, at det konkrete arbejde med den bevaringsværdige tilbygning kan blive påbegyndt sidst på året.

Naboer er nøglen

Med som rådgivere på projektet har Egmont tegnestuen Arkitema og erhvervsmægleren Absalon & Co. Sidstnævnte stod i sin tid bag udlejningsplanen for Berlingske-karréen og Galleri K længere nede ad Pilestræde – begge aktiver, der i dag er ejet af Jeudan.

 

Stig Birk Dørler, der var med til at stifte Absalon & Co i 1988, og som i dag er partner i den københavnske mæglervirksomhed, fortæller, at der bag Egmonts vision for Gutenberghus ligger en forståelse af, at ”god beliggenhed handler om, hvem dine naboer er”.

”Egmont er indforstået med, at det handler om at lave den rigtige kombination af lejere, så man hele tiden får en forbedring af det, der var der før, i stedet for nogen, der bare vil ind,” siger Stig Birk Dørler og bliver suppleret af Anders Schroll, der har titel af head of retail:

”Vi kan være med til at skabe et helt nyt kvarter, der har været et begrænset aktiv for udlejer og københavnerne indtil nu,” siger Anders Schroll og tilføjer, at det handler om nøje at udvælge lejere i form af brands, der ”hele tiden har en relation til hinanden.”

"God beliggenhed handler om, hvem dine naboer er," siger erhvervsmægler Stig Birk Dørler. Her ses én af de internationalt inspirerede butiksfacader i Egmonts del af Vognmagergade. | Foto: PR / Egmont

”Jo stærkere og mere internationale brands, der er, jo mere kan de tiltrække det gode naboskab,” lyder doktrinen fra Stig Birk Dørler, der mener, at ”folk fra ejendomsbranchen er meget, meget hæmmet af, at de jo ikke kan se forskel på Calvin Klein og Marlboro Classics.”

Det problem er ikke aktuelt for Anders Schroll, der før han blev ansat hos Absalon & Co i 2020 arbejdede som iværksætter i modebranchen og i sin tid var med til at grundlægge det i dag internationalt anerkendte tøjmærke Ganni.

Årelang udvikling

På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade er der ligeledes planer om en restauration med udeservering; her er bygningens ejer dog så langt med planerne, at man kan afsløre etableringen af en vinbar.

Jessica Ryvang fortæller, at ”det er svært at sætte tidshorisont på, hvornår karréen vil stå fuldt udviklet,” men fastslår, at ”inden for de næste par år er vi langt.”

Vognmagergade-karréens samlede værdi var ved årsskiftet opgjort til knap 618 mio. kr., fremgår det af et nyligt offentliggjort regnskab.

Selskabet bag ejendommen på Vognmagergade løftede sidste år sin omsætning med mere end 10 pct. til 82 mio. kr. en stigning, der ifølge ledelsesberetningen ”er et resultat af mindre tomgang og huslejestigninger.”

Egmont sidder selv på omkring en tredjedel af kontorarealet, mens de resterende kvadratmeter er lejet ud til bl.a. advokatfirmaer og konsulentbureauer.

Der foreligger ifølge Jessica Ryvang ikke et samlet budget for udviklingen og moderniseringen af bygningen, der kommer til at foregå i etaper, og som bl.a. indebærer løbende istandsættelse af lejemål, efterhånden som de bliver opsagt ved det, Egmont beskriver som ”naturlig udskiftning.”

Denne artikel er leveret af MediaWatchs søstermedie EjendomsWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu