Store magasinhuse tabte læsere på de fleste udgivelser sidste år

Bonnier Publications, Aller Media og Story House Egmont så alle et fald i læsertallet på magasiner og ugeblade på tryk og i e-version sidste år, viser nye tal.
Aller Media varslede lukningen af de trykte versioner af Femina og Antik & Auktion sidste år. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Aller Media varslede lukningen af de trykte versioner af Femina og Antik & Auktion sidste år. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Der var tilbagegang i læsertallet for størstedelen af landets magasintitler sidste år.

Det fremgår af den seneste læsertalsopgørelse for ugeblade og magasiner fra Index Danmark/Gallup. De enkelte titlers læsertal er knyttet til udgivelsesfrekvens, og opgørelsen tæller print og e-udgaver.

Overordnet set faldt det årlige læsertal med tre pct. i 2023 sammenlignet med året forinden, mens landets tre store magasinudgivere alle måtte konstatere tilbagegang bredt set.

Fald hos flere Aller-udgivelser

Zoomer man ind hos de enkelte magasinudgivere, var der for Aller Media tab af læsere på syv ud af ni titler. Samlet set faldt magasinhusets læsertal med otte pct. sammenlignet med året forinden.

Hverken Femina, Antik og Auktion eller Elle fremgår længere af læsertalsopgørelsen. Femina er overgået til at være en ren digital udgivelse, mens Aller-huset har opsagt en mangeårig licensaftale med modemagasinet Elle og har lukket Antik og Auktion.

Den dækningsmæssigt største titel under Aller-fanerne i undersøgelsen, som er ugebladet Billed Bladet, havde et fald på ni pct. til 275.000 læsere. 

Se & Hør havde et fald på 12 pct. til 223.000 læsere, mens titlerne Psykologi og 7 TV Dage havde fremgang.

Tilbagegang efter vækst hos Alt for Damerne

For Story House Egmont var der samlet set i 2023 et fald i læsertallet på seks pct.

Alt for Damerne havde fra 2021 til 2022 et hop i læsertallet fra 148.000 til 162.000. Sidste år faldt læsertallet dog til 143.000 svarende til et fald på 12 pct.

Anders And & Co. fik seks pct. færre læsere, mens faldet for Euroman lød på fire pct.

Hjemmet, den største Story House Egmont-titel målt på læsere i Index Danmark/Gallup-opgørelsen, så et fald på fem pct. til 209.000 læsere.

Seks pct. fald hos Bonnier Publications

Bonnier Publications havde lig Story House Egmont et overordnet fald i læsertallet på seks pct. i 2023 sammenlignet med året før.

Illustreret Videnskab fik 4000 flere læsere og endte på 316.000 læsere, mens det svenskejede magasinhus’ øvrige titler havde tilbagegang.

Boligmagasinet Bo Bedre tabte hver tiende læser og endte året med 240.000, mens faldet for magasinet Historie lød på tre pct. Gratismagasinet Idényt havde et læserfrafald på ni pct.

Vækst hos Ud & Se

For magasintitler, der ikke udgives af de tre tidligere omtalte magasinudgivere, var der procentuelt størst fremgang for Nordiske Mediers Motor-magasinet samt for Dagens Medicin. Begge oplevede fremgang på ti pct.

Også DSB’s magasin Ud & Se havde fremgang i læsertallet. Magasinet havde en vækst på otte pct. til 407.000 læsere.

Børsens tillægsmagasin Pleasure havde tilbagegang på 13 pct., mens en anden Nordiske Medier-udgivelse Jern & Maskinidustrien, som bliver lagt sammen med Metal Supply, tabte næsten hver femte læser med en tilbagegang på 18 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu