TV 2 vil se på ledigt fredagshit: "X Factor er et af de største"

X Factor står uden tv-hjem efter DR's beslutning om at lukke programmet efter den kommende sæson. Det er "selvfølgelig interessant", siger kanalchef for TV 2, der vil se på sagen. Også MTG er interesseret.
Lotte Lindegaard, kanalchef, TV 2. | Foto: Miklos Szabo/TV 2
Lotte Lindegaard, kanalchef, TV 2. | Foto: Miklos Szabo/TV 2

Efter 11 sæsoner siger DR farvel og tak til "X Factor", når den kommende sæson er overstået i foråret 2018.

Dermed er et programformat, der har vist sig i stand til år efter år at trække høje seertal, ledigt på markedet. Det går ikke ubemærket hen hos TV 2.

"For os er det selvfølgelig interessant, når så stort et format som X Factor bliver ledigt. Vi har lige hørt det, så vi skal have mulighed for at tale det ordentligt igennem. Men selvfølgelig er det interessant," siger Lotte Lindegaard, kanalchef på TV 2.

Også MTG, der konkurrerer med TV 2 på det kommercielle tv-marked, er interesseret i X Factor-formatet.

"MTG og dermed TV3 er altid klar til at udvide vores programportefølje, når rette mulighed opstår. Så selvfølgelig er vi interesseret i et format som "X Factor", da det på mange måder passer godt til vores DNA med kulørt underholdning til danskerne," lyder det i en skriftlig kommentar fra Kenneth Kristensen, programdirektør hos MTG.

Han uddyber, at TV3 har en tradition for talentprogrammer: "TV 3 var i øvrigt den første kanal herhjemme til at præsentere seerne for denne slags talentprogrammer. Det var med "Idols" tilbage i 00’erne, hvor blandt andet Thomas Blachman var dommer, så det er ikke fremmed for os at eje den slags programmer," lyder det fra Kenneth Kristensen.

Samlet mix

Den sidste store spiller på det kommercielle tv-marked, Discovery Networks, melder sig også interesseret i programformatet.

"Vi er hele tiden på jagt efter formater, der kan styrke vores position i markedet. Og man må sige, at X Factor i den grad har styrke og er et format, der kan samle og underholde danskerne," skriver Anne Garlichs, programdirektør for Discovery, i en skriftlig kommentar.

"Når formatet er rigtig interessant for os, er det ikke mindst fordi, det kunne passe godt til vores ambition om at cementere Kanal 5 som en af danskernes foretrukne hovedkanaler."

TV 2's kanalchef Lotte Lindegaard peger på, at TV 2 i forvejen har en række veletablerede og kendte underholdningsformater i programfladen. Derfor vil TV 2 skulle se nærmere på det samlede mix, før kanalen eventuelt går videre med X Factor-interessen, uddyber Lotte Lindegaard.

"I lige præcis disse uger starter vi vores egne store formater op med "Vild med dans", "Voice Junior" og "Danmark har Talent". Så det fylder rigtigt meget for os lige nu. Når vi kigger på dem, må vi konstatere, at vi har mange velfungerende underholdningsformater hos os i forvejen. Men det er klart, at X Factor er et af de største, og X Factor betyder rigtigt meget for danskerne. Spørgsmålet er så, om vi har brug for det i vores underholdningsportefølje," siger Lotte Lindegaard.

Kan godt flytte kanal

X Factor havde premiere på DR i 2008 og har siden da underholdt seerne hen over vinteren. Programmet har været tæt knyttet til DR's brand, men Lotte Lindegaard mener, at det godt kan lade sig gøre at flytte X Factor væk fra DR1.

”Til vores overraskelse viser det sig gang på gang, at folk ikke ved, om noget bliver sendt på DR eller TV 2. Der er en hel del, der tror, at "Badehotellet" ligger på DR1, og at vi sender "X Factor". Så jeg tror faktisk ikke, det er det store problem, hvis vi ender med at flytte programmet. Det skal selvfølgelig have friskhed og vitalitet til at kunne klare flere sæsoner, og det har vi – af gode grunde – ikke vurderet endnu," siger Lotte Lindegaard.

Et andet spørgsmål er prisen. Den har Lotte Lindegaard et indtryk af fra sit tidligere virke som kanalchef på DR1 - et job hun kvittede i 2013 for at blive kanalchef på TV 2.

"De store underholdningsformater er sindssygt dyre. Jeg har været på både DR og TV 2, så jeg ved godt, hvad X Factor nogenlunde koster. Og det lægger sig i den tungere ende, og det vil selvfølgelig også spille en rolle i vores samlede vurdering," siger Lotte Lindegaard.

Skal overveje investering grundigt

I den politiske sfære har VLAK-regeringen lagt an til et salg af TV 2. Det har imidlertid ikke den store betydning for TV 2's mulighed for og interesse i at overtage X Factor-formatet.

"Vi arbejder videre og prøver at gøre det så godt, vi overhovedet kan, og lader os ikke påvirke af, at der måske venter et salg. Det har faktisk ikke noget at skulle have sagt lige nu. Men når det er en stor investering som X Factor, så vil vi altid skulle overveje det rigtigt grundigt uanset ejerskab. Det er ikke bare noget, man lige gør. Det kræver en grundig afvejning af, hvad vi vil rent strategisk på underholdningsområdet, og hvor mange ressourcer vi vil investere i det," siger Lotte Lindegaard.

Opdateret kl. 13.35 med citater fra Anne Garlichs, Discovery Networks

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu