Murdochs Sky-køb skal måske granskes nærmere

Den britiske kulturminister overvejer, om Murdoch-familiens 100 mia. kr. store opkøb af britiske Sky skal undersøges nærmere i yderligere et halvt år.
Medlemmer fra organisationen Avaaz protesterer mod Murdoch-familiens mulige opkøb af Sky. | Foto: /ritzau/AP/Frank Augstein
Medlemmer fra organisationen Avaaz protesterer mod Murdoch-familiens mulige opkøb af Sky. | Foto: /ritzau/AP/Frank Augstein

21st Century Fox’s købstilbud på 11,7 mia. pund, knap 100 mia. kr., for den britiske tv-koncern Sky skal måske granskes nærmere i yderligere seks måneder af de britiske konkurrencemyndigheder. Det skriver The Guardian.

Meldingen kommer fra den britiske kulturminister Karen Bradley, efter den britiske tv-myndighed Ofcom har vurderet handlen. Ofcom har ifølge Karen Bradley anbefalet, at konkurrencemyndigheder gransker handlen i yderligere 24 uger for at undersøge handlens konsekvenser for mediepluralismen i Storbritannien.

Ifølge Karen Bradley konkluderer en rapport fra Ofcom, at handlen bl.a kan forøge 21st Century Fox og Rupert Murdochs "evne til at påvirke den overordnede nyhedsagenda og deres evne til at påvirke den politiske proces."

Kulturministeren fortæller dog også, at 21st Century Fox har tilbudt at give redaktionelle garantier for at imødekomme bekymringerne om pluralisme. Blandt forslagene fra 21st Century Fox er en etablering af en separat redaktionel bestyrelse og en forpligtelse om at bevare Skys nyhedsdækning og finansieringen af den i fem år.

De forslag har Karen Bradley afvist, selvom de kan imødekomme nogle af bekymringerne, siger hun ifølge The Guardian.

Rapporten fra Ofcom har også set på, om Murdoch-familien er en "egnet og hæderlig" ejer af tv-koncernen, og hvorvidt 21st Century Fox lever op til gængse redaktionelle standarder såsom nøjagtighed og upartiskhed. I begge tilfælde har Ofcom intet at udsætte på tv-selskabet.

Hvis handlen godkendes, vil 21st Century Fox have den tredjestørste rækkevidde blandt nyhedsmedierne i Storbritannien - kun overgået af BBC og ITN.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu