Teenagere stoler mere på DR og TV 2 end Netflix

Danske public service-udbydere ligger markant over konkurrenterne, når det kommer til de unges tillid til indholdet, viser en ny undersøgelse.

Hvis man spørger de 15 til 18-årige danskere, hvilke medieprodukter de har størst tillid til fra både nationale og internationale tv-udbydere, ligger både DR og TV 2 mærkbart foran konkurrenterne. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Dansk Journalistforbund.

Undersøgelsen viser, af 74 pct. af de adspurgte teenagere har "meget stor" eller "stor" tillid til medieindholdet på DR's kanaler og onlinetjenester, mens 62 pct. svarer det samme, når det kommer til TV 2's platforme.

"Det er interessant at se et så tydeligt signal om, hvad de unge mennesker har tillid til. Det er afgørende, at vi sikrer stærke danske public service medier, der er i stand til at skabe kvalitetsindhold til de her unge mennesker, der har så mange tilbud. Jeg synes det er positivt, at selv unge, som mange medieudbydere har svært ved at nå, stoler på det indhold, der kommer fra de danske public service-medier," siger Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, til forbundets hjemmeside.

På listens tredjeplads ligger Netflix, hvor 55 pct. svarer, at de har "meget stor" eller "stor" tillid til streamingtjenestens medieprodukter. 39 pct. har tilsvarende tillid til Youtubes indhold, 29 pct. til TV3's, mens lidt over hver fjerde 15 til 18-årig mener, at medieindholdet på Discoverys kanal 4,5 og 6 samt streamingplatformen HBO er tillidsvækkende, skriver DJ.

På trods af at under halvdelen af de unge har stor tillid til Youtube, så er det ikke desto mindre topscoren på listen over, hvilken medieplatform teenagerne bruger mest til på. Ifølge undersøgelsen bruger 72 pct. platformen dagligt eller ugentligt. For DR's platforme gør det sig gældende for 56 pct., mens 52 pct. bruger TV3 og Netflix enten dagligt eller ugentligt. Halvdelen af de adspurgte bruger TV 2's platforme med samme frekvens, skriver DJ på baggrund af undersøgelsen.

Generation Z's medietillid hænger i tynd tråd 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu