OL koster kassen for tv-stationer

Der bliver investeret millioner i at dække sommerens store sportsbegivenhed i Rio de Janeiro.
Foto: Felipe Dana/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Felipe Dana/AP/Polfoto/Arkiv

Tv-stationernes dækning af sommerens OL i Rio de Janeiro er en ualmindelig dyr affære for både TV 2 og DR. Det skriver Finans.

Alene tv-rettighederne til legene er steget markant i løbet af de seneste år, og dertil kommer der udgifter "for millioner" i mandetimer, transport til Rio de Janeiro, teknik, logistik og produktion. Sidstnævnte både i Brasilien og på dansk grund.

"Det er klart, at vi kommer til at bruge mere på sport, end i mindre sportsår, men det er en prioritering, der er indarbejdet i budgettet," siger underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje, til Finans.

DR oplyser desuden, at public service-stationen sender knap 50 medarbejdere til værtslandet, mens TV 2 sender 41 ansatte afsted. Dertil kommer medarbejderne, der producerer indhold fra Danmark.

De to tv-stationer har til gengæld ikke ønsket at sætte tal på, præcis hvor høje deres udgifter til dækningen af OL er.

Begge har tidligere givet udtryk for, at deres dækning af legene bliver mere intens end tidligere. Ifølge Finans har Merete Eldrup, adm. direktør fra TV 2,  ligeledes udtalt i et tidligere interview, at udgifterne til både EM i fodbold og OL har medført, at stationen måtte prioritere og tage et "betydeligt millionbeløb" fra andre programmer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu