DR-boss får international hæder for dramasucceser

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, modtager en særlig udmærkelse ved årets Emmy-uddeling i USA på vegne af DR.
Foto: Bjarne Bergius Hermandsen/DR
Foto: Bjarne Bergius Hermandsen/DR

Spydspidsen for DR får i efteråret en Emmy for DRs rolle i udviklingen af banebrydende tv-drama. Det skriver dr.dk.

Det er tv-serier som "Bedrag", "Forbrydelsen," "Arvingerne" og "Borgen", der i årevis har høstet ros til DR for sin udvikling af drama-serier, og nu resulterer i en pris i kategorien "International Emmy Directorate Award" til DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn på vegne af DR.

"Maria Rørbye Rønn er en spydspids for en af verdens mest banebrydende tv-organisationer inden for public service. Som tv-drama er Nordic Noir blevet en branchestandard og en genre på sine egne betingelser, der påvirker manuskriptforfattere og inspirerer publikum langt ud over Skandinavien," udtaler Bruce L. Paisner, præsident for The International Academy of Television Arts and Sciences, der står bag Emmy-priserne, skriver DR.

Emmy-uddelingen bliver ofte betegnet som tv-industriens svar på filmbranchens Oscar-uddeling. Prisen bringer DR i selskab med bl.a. HBO og BBC, der er tidligere modtagere af prisen.

Siden 2002, hvor DR fik sin første Emmy for seersuccesen "Rejseholdet", har public service-stationen fået 22 Emmy-nomineringer og fire priser for sine tv-dramaer plus en enkelt i kategorien for tv-film og miniserier ifølge DRs egne oplysninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu