TDC: Svært at berettige Dk4 i grundpakken

Faldende seertal betyder, at TDC sår tvivl om Dk4's fremtid i tv-distributørens grundpakke. "Yderst svært at berettige kommercielt," skriver TDC's topchef i brev til minister.
Foto: TDC
Foto: TDC

Dk4 risikerer at ryge ud af grundpakken hos landets største tv-distributør, TDC/Yousee. Og i et brev til kulturminister Bertel Haarder (V) forklarer TDC's topchef, Pernille Erenbjerg, selskabets holdning til sagen, skriver Altinget.

"Som det nok er bekendt, har Dk4 den udfordring, at seertallet på kanalen er fortsat faldende, hvilket betyder, at dens placering i grundpakken er yderst svær at berettige kommercielt," skriver Pernille Erenbjerg ifølge Altinget i brevet til Bertel Haarder.

Den politiske opbakning til Dk4, efter det tidligere på året kom frem, at Yousee overvejer at fjerne kanalen fra grundpakken, har været massiv. Samtlige medieordfører har henvendt sig til TDC for at opfordre til, at kanalen forbliver i grundpakken, og Bertel Haarder har også opfordret til at finde en løsning.

Pernille Erenbjerg skriver ifølge Altinget, at ministerens betragtninger vil indgå i TDC's vurdering af Dk4's fremtid hos tv-distributøren.

Det vides ikke, hvornår den nuværende aftale mellem Dk4 og Yousee udløber, ligesom det heller ikke er klart, hvor mange penge Dk4 potentielt går glip af, hvis kanalen bliver fjernet fra grundpakken.

Seneste indspark i debatten kom fra Bertel Haarder. Han åbnede tidligere på måneden op for, at Dk4 kan blive en del af det kommende medieforlig, når det skal forhandles på plads. Det nuværende forlig udløber ved udgangen af 2018.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu