Kinesisk Top Gear sætter seerrekord

200 mio. overværede den kinesiske udgave af bilprogrammet, hvor værterne kørte om kap i tanks gennem England.

De tre populære værter Jeremy Clarkson, James May og Richard Hammond er ikke længere en del af Top Gear, men de behøver ikke være på skærmen for at tiltrække store seertal.

Det beviser et afsnit af den kinesiske udgave af bilprogrammet, som blev overværet af over 200 mio. kinesere. Det skriver The Guardian.

Seertallet er rekord for den kinesiske udgave af Top Gear, som er i gang med sin anden sæson.

I rekord-afsnittet dystede værterne, der er en taiwanesisk sanger og skuespiller, en kendt tv-vært og en tidligere topchef for et kinesisk internetfirma, mod hinanden i et kapløb på tværs af England i en række forskellige køretøjer, blandt andet tanks. Præmien var en billet til en Premier League-kamp mellem Manchester United og Everton.

Mange online-seere

Tv-programmet har en stor følgeskare via kinesiske streamingtjenester. 11 mio. kinesere så med på traditionelt flow-tv, mens resten af seerne overværede kapløbet via onlinetjenester.

BBC, der står bag Top Gear-konceptet, ser seerrekorden som et bevis på, at ideen bag bilprogrammet er levedygtig uden er de tre ikoniske værter Clarkson, May og Hammond i forgrunden.

”Top Gears succes i Kina viser endnu en gang den unikke tiltrækning ved verdens foretrukne motor-underholdningsprogram. Det er også et bevis på det succesfulde samarbejde mellem vores britiske producere og deres kinesiske kolleger, der har genskabt en britisk institution for et helt nyt publikum," siger Paul Dempsey, chef for internationale markeder hos BBC Worldwide.

Top Gear-konceptet genererer ifølge The Guardian 50 mio. pund (532 mio. kr.) i indtægter hvert år til BBC Worldwide.

Det mest populære tv-program i Kina er en lokal udgave af underholdningsprogrammet "China’s got talent", der kan mønstre 400 mio. seer pr. afsnit.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu