Brian Holm: Tv-dækning af Tour'en bør forbedres

Flere kameraer på cyklerne og mikrofonen tændt, når rytterne får instrukser fra holdledelsen. Sportsdirektør Brian Holm ser flere muligheder for at udvikle og forbedre Tour de France på tv.

Tv-seerne skal være kunne opleve rytterne på tættere hold, når de træder i pedalerne under Tour de France.

Det mener sportsdirektør Brian Holm, Quickstep, der gerne ser ledelsen af Tour de France udvikle og forbedre oplevelsen af det prestigefyldte løb på tv - især på de flade etaper, der ikke rummer helt samme indbyggede drama og fysiske udfordringer som bjergetaperne.

"Tv-seerne burde kunne høre, hvad vi siger til rytterne under løbet, lige som man kan i Formel 1. Vi siger jo ikke noget hemmeligt. Og er det hemmeligt, kan vi bare stikke rytteren en seddel eller tale i koder. Vi kan også sige noget, der ikke passer for at stresse de andre. Det er da underholdende tv," siger Brian Holm til Jyllands-Posten.

Ud over mere lyd på etaperne, der kan få tv-seerne tættere på ryttere og hold, mener Brian Hom også, at brugen af kamaraer på cyklerne i feltet, som i dag bruges i begrænset omfang, bør forstærkes.

Tour-direktør Christian Prudhomme siger til Jyllands-Posten, at han er enig med Brian Holm i, at tv-oplevelsen især kan blive bedre og tættere på virkeligheden med mere lyd-transmission fra feltet. Det er fremtiden, men et spørgsmål om teknik, siger han.

Efter flere dage med bjergetaper skal rytterne i Tour de France i dag ud på en flad "transportetape" til Bergerac. Tour de France slutter på søndag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår