Hovedkanal retter ryggen i kampen om seerne

Historien om seerfaldet på TV 2's hovedkanal er indtil videre omskrevet i år, hvor hovedkanalen har vundet terræn.

Med en samlet seerandel på 23,5 pct. ser TV 2's mangeårige hovedpine - seerfaldet på hovedkanalen - ud til at være lettet i 1. halvår.

I forhold til 1. halvår 2013 er seerandelen blandt alle danskere steget med 1,3 procentpoint fra 22,2 i 1. halvår 2013.

Det skriver TV 2 i sit nyhedsbrev.

Tallene bekræfter tendensen fra 1. kvartal, hvor TV 2-hovedkanalen havde en seerandel blandt alle danskere på 24,2 pct. En fremgang på 1,8 procentpoint fra 1. kvartal 2013.

I 2012 kunne hovedkanalen mønstre en andel på 24,1 pct. Selvom 1. halvår i år ikke kan svinge sig op på samme niveau, ser TV 2-koncernen i 1. halvår ud til at have slået en prop i seerfrafaldet på hovedkanalen indtil videre.

Seerfaldet gennem flere år på hovedkanalen kostede sidste år daværende programdirektør Palle Strøm jobbet. Koncernen hentede i stedet Anne Engdal Stig Christensen til fra DR og lagde opgaven med at vende udviklingen i hendes hænder. Siden blev også daværende kanalchef for DR1, Lotte Lindegaard, hyret som ny chef for TV 2-hovedkanalen.

I første kvartal i år var det ikke mindst EM-håndboldslutrunden, der gav medvind. Anne Stig Engdal Christensen fremhæver desuden i TV 2's nyhedsbrev, at lanceringen af livsstils- og dokumentarprogrammer som ’Kurs mod fjerne kyster’, 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ (foto), ’Danmarks dejligste badehoteller’ og ’Med børnene som våben’ desuden været med til at give TV 2 "et godt og markant 1. halvår".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu