Jyske Bank opgiver retssag mod DR-eksperter

Trods advarsler bliver der ikke nogen retssag mod tre skatteeksperter, der udtalte sig kritisk om Jyske Banks praksis i DR’s dokumentarudsendelse ‘I Skattely’, oplyser banken.
Christian Grunert Rantorp

Landets tredjestørste bank Jyske Bank har valgt at trække i land i spørgsmålet om en mulig retssag mod tre skatteeksperter, som udtaler sig i tv-dokumentaren ‘I Skattely’.
Det oplyser chefen for Jyske Banks juridiske afdeling, direktør Peter Stig Hansen, til Politiken.

Inden udsendelsen blev sendt, havde Jyske Bank sendt skriftlige advarsler til de tre eksperter, revisor Thorbjørn Helmo Madsen, advokat Michael Bjørn Hansen og kampagnechef hos Ibis Lars Koch.

De vurderede alle mere eller mindre, at det ud fra de udvalgte optagelser tydede på, at banken medvirkede til skatteflugt. I brevene blev eksperterne gjort opmærksomme på, at deres udtalelser kunne få dem alle dømt for injurier, men eksperterne valgte at stå ved deres udtalelser.

Peter Stig Hansen ønsker ikke over for Politiken at forklare, hvorfor Jyske Bank alligevel ikke rejser sagerne.

“Det er en vurdering, vi har foretaget. Jeg kommer det ikke nærmere”, siger han.

Advokat Michael Bjørn Hansen siger til avisen, at beslutningen bekræfter ham i, at Jyske Bank forsøgte at true ham til tavshed.

I det meget omtalte DR-program, hvor en DR-journalist udgiver sig for at være forretningsmand og får tvivlsom skatterådgivning af en højtstående medarbejder fra Jyske Bank i Schweiz, bliver der benyttet skjulte optagelser. Ud af samlet 11 timers skjulte optagelser brugte DR 11 minutter, og det er indholdet på disse 11 minutters optagelser, som DR i udsendelsen beder tre skatteeksperter om at vurdere karakteren af.

Jyske Bank har i forlængelse af dokumentaren krævet samtlige optagelser udleveret og politianmeldt DR i Schweiz for at have filmet med skjult kamera.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu