Amerikanere skal se norsk togrejse-tv

Efter nytår vil flere end 100 tv-stationer i USA byde på timelange tv-udsendelser fra en berømt norsk togrejse. Programmet 'Nordlandsbanen minutt for minutt' er nemlig solgt til USA.
Foto: Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff
af CHRISTIAN GRUNERT RANTORP

Op mod 1,1 millioner norske tv-seere fulgte sidste år mellem jul og nytår programmet 'Nordlandsbanen minutt for minutt' fra Norges længste jernbanestrækning. Og måske vil lige så mange amerikanere følge med, når programmet bliver vist i USA efter nytår. I hvert fald er det norske NRK-program nu solgt til USA, hvor det vil blive vist på mere ned 100 tv-kanaler, skriver NRK.

”Det er klart, at det her er meget spændende, og det er utrolig interessant at foretage denne satsning i USA, hvor vi ved, at mange er glade for flot natur,” siger salgs- og markedsansvarlig for Nordlandsbanen Bjørn-Tore Hansen.

Ud over NRK's optagelser fra toget gennem fire årstider har man også valgt at supplere med yderligere filmoptagelser fra steder, toget kører forbi, lyder det fra Bjørn-Tore Hansen.

Herhjemme kan man i ny og næ på DR1, i de meget tidlige morgentimer – eller sene aftentimer om man vil – se danske toge, som f.eks. Metroen i København køre frem og tilbage fra station til station.

"Sakte-tv" er et hit i Norge

De uredigerede programmer er såkaldt ”Slow-tv”, eller 'Sakte-tv', som de kalder det i Norge. Betegnelsen dækker over tv-udsendelser som 'Nordlandsbanen minutt for minutt', hvor seerne kan betragte den natur og de omgivelser, som kameraet ombord på toget pløjer sig igennem - i hvad der for mange danskere kan virke som en evighed.

Danskerne er nemlig ikke lige så vilde med langsommeligheden som nordmændene, men måske vil amerikanske seere være mere begejstrede.

De seneste år har andre slow-programmer som ”Nasjonal vedkveld” (Norsk brændeaften), ”Nasjonal strikkekveld”, ”Bergensbanen minutt for minutt”, ”Hurtigruten minutt for minutt” og altså ”Nordlandsbanen minutt for minutt” til gengæld fået overraskende mange seere i Norge.

'Sakte-tv' blev i år kåret til årets ord af det norske Språkrådet, og måske vil Slow-tv få samme status i USA?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår