Quiz-deltagere får alligevel præmiesum fra TV 2

Først svarede de forkert og gik hjem med ingenting, men nu får to skuffede quiz-deltagere fra programmet ”Pengene på bordet” 200.000 kroner til deling for deres indsats.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

En enorm stak pengesedler forsvinder ned i et rør og sender to unge quizdeltagere slukørede hjem fra programmet ”Pengene på bordet” på TV 2.

Forrige søndag kunne man på TV 2 se de to deltagere Carl-Erik og Carl-Christian svare forkert på deres finalespørgsmål – troede de i hvert fald.

For nu erkender TV 2 og produktionsselskabet bag programmet, at finalespørgsmålet var fejlbehæftet.

Derfor lader programmet tvivlen om svaret på, hvorvidt der var flest nydøbte børn eller nyudklækkede studenter i 2012, komme de to herrer til gode, som altså alligevel får deres 200.000 kroner store præmiesum.

”I programmet siger vi, at der var 41.000 studenter og 47.000 nydøbte børn, og det er en fejl. Tallet for studenter er højere, mens tallet for nydøbte børn er lavere, end vi har sagt i programmet. I realiteten er det meget svært at finde ud af, hvad det helt præcise svar på antallet af studenter og nydøbte egentlig er. Og det er ikke godt nok,” siger programchef Mette Nissen fra Endemol i en pressemeddelelse.

DR: TV 2 overgiver sig til DR-program

Ifølge DR kan de to quizdeltagere takke DR2- og P1-programmet Detektor for at have påpeget usikkerheden i spørgsmålet over for TV 2. Således skrev DR i går under overskriften: ”TV 2 overgiver sig til DR-program: Skuffede quiz-deltagere får 200.000”, at programmet afslører fejl i finalesvar i TV2-programmet, som betyder, at to brødre nu får udbetalt en ellers tabt gevinst.

Mette Nissen siger yderligere i pressemeddelelsen, at hun ærgrer sig over, at ”Pengene på bordet” fik stillet et spørgsmål, hvor der kunne opstå tvivl om svaret.

”Det ærgrer endnu mere på vores spørgsmålsredaktion, som består af nogle af landets bedste og mest erfarne folk på området. Og vi vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at undgå fremtidige tvivlssituationer med hensyn til, om et svar er rigtigt eller forkert,” siger Mette Nissen.

Detektor på DR2 og P1 fortæller mere om det fejlbehæftede quizspørgsmål henholdsvis i aften klokken 21 og i radioen klokken 15.03.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu